Ikke alle er klar over, at en luft til luft-varmepumpe også kan bruges til at køle boligen ned med om sommeren, når det kan være ulideligt varmt indenfor. Længere sydpå er luft til luft-varmepumpen en af mest populære anlæg til aircondition.
At bruge luft til luft-varmepumpen til aktivt at køle boligen eller recirkulere luften koster ekstra, men kan biddrage til en bedre komfort. Hvor meget ekstra det koster at bruge varmepumpen til at køle med, afhænger af flere faktorer, lyder det fra Tue Patursson, der er fagekspert i Videncentret Bolius.
- Omkostningerne afhænger bl.a. af, hvor godt huset er isoleret. Et godt isoleret hus holder bedre på både varme og kulde, hvorfor det generelt vil være billigere at fastholde en bestemt temperatur indenfor.
- Derudover afhænger det selvfølgelig også af den ønskede temperatur. En meget lav temperatur om sommeren, eller en meget høj om vinteren, vil være dyrere at opnå, siger Tue Patursson.
Køling kan klimabelaste voldsomt
Set fra et klimamæssigt perspektiv burde det ikke være nødvendigt at køle luften med en varmepumpe, da det kræver meget mere energi at køle luften en grad ned end at varme luften en grad op - og det gælder de fleste former luftkonditionering.
Hvor stor klimabelastningen er, afhænger i høj grad af, hvor energien til at drive varmepumpen kommer fra. En varmepumpe, der kører på energi fra vind eller solceller, belaster langt mindre end en pumpe, der drives af energi fra fossile brændstoffer.
Kølefunktion kan være blokeret
Fik du installeret en luft til luft-varmepumpe med tilskud, er det ikke sikkert, at din varmepumpe uden videre kan bruges til at køle med.
Tilskudsordningen var betinget af, at varmepumpen kun blev brugt til opvarmning. Kunne varmepumpen både opvarme og køle, blev den betegnet som et klimaanlæg, der ikke udløste tilskud.
Hvis din varmepumpe kan bruges til at køle med, kan funktionen typisk aktiveres via den fjernbetjening, der følger med langt de fleste varmepumper. Enten ved blot at sænke temperaturen eller ved at aktivere kølefunktionen – fx ved at bladre gennem ’Mode’, hvor du skal vælge ’Cooling’ frem for ’Heating’.
Sidste mulighed er at tjekke brugervejledningen. Du kan også kontakte producenten eller den montør, der har installeret varmepumpen.
Husk at holde døre og vinduer lukket for at få det optimale resultat.
Tilskud til luft til luft varmepumper
Det har tidligere været muligt at få tilskud til installation af varmepumper, men disse tilskudsordninger er udløbet, og for tiden er der ikke nogle.
Det er ikke tilladt selv at installere en varmepumpe i din bolig. Det kræver teknisk indsigt både at installere den og at afgøre, hvilken størrelse anlæg der er behov for. Vælg altid en installatør, der er godkendt til at arbejde med varmepumpeanlæg.
Skal du investere i en luft til luft varmepumpe, så vælg en med energimærke A++ eller A+++. Energistyrelsen har lavet en oversigt over de bedste varmepumper på markedet.