- Det lød som en banegård under stuegulvet. Der var konstant susen, trin og bump.
Sådan beskriver Bo Ebsen lyden af de flere hundrede rotter, som fra 2012 til 2014 var uvelkomne gæster i det gamle byhus i Højen uden for Vejle, som han og hans kone Somrudee og deres tre børn Shane, Simon og Selma bor i.
Fangede 4-5 rotter dagligt
Familien havde haft huset i flere år, inden de så snuden af den første rotte, men så var rotterne pludselig overalt. Og de kontaktede straks kommunen, der sendte skadedyrsbekæmpelsen ud til dem.
- Da det var værst, blev der fanget 4-5 rotter om dagen, og vi kunne høre, hver gang fælderne sagde ”klask”. Flere gange var det som om, rotterne trak sig tilbage, men to dage efter hørte vi dem igen og måtte endnu engang ringe til kommunen.
- Der begyndte at lugte af døde mennesker i huset. Det var klamt, og man følte hele tiden, der var beskidt over det hele, fortæller Bo Ebsen.
Rotter sendte familie i skurvogn i haven
Al isolering under gulvet blev gennemgnasket, og da opvaskemaskinen begyndte at lække, var det første tegn på, at rotterne også bed sig igennem slanger og ledninger. Alle køkkenskabe måtte ryddes, og en masse mad måtte smides ud.
Da hele køkken- og stuegulvet måtte brækkes op, flyttede familien ud i en skurvogn i haven, hvor de måtte bo i flere måneder, ind til rotterne var fjernet for en stund, og der var lagt nyt gulv.
- I starten tror jeg, kommunen troede, jeg var kværulant, når jeg blev ved med at ringe og sige, at rotterne var kommet igen. Men når folk kom herud – bl.a. en fyr fra Styrelsen for Vand- Og Naturforvaltning – var de målløse. Det blev anslået, at der var 100-200 rotter under gulvet, fortæller Bo Ebsen.
Rotterne kom ind i huset via et plasticrør
Naboerne kom også tit forbi og spurgte: ”Er det ikke forbi endnu”? For der stod konstant entreprenørmaskiner eller lastbiler udenfor, fordi man ud over at forsøge at bekæmpe rotterne også prøvede at finde ud af, hvor rotterne kom fra.
Alle rør blev gennemlyst og tjekket, og der blev etableret rottespærrer i kloaksystemet. Men først efter to år opdagede en entreprenør et gammelt plasticrør, der var støbt i beton, og løb fra garagen og ind under huset.
- Røret havde åbenbart været rotternes motorvej ind i huset, og da det blev fjernet, stoppede mareridtet. Vi har ikke haft rotter siden, forklarer Bo Ebsen.
Svært at håndtere så ekstremt et rotteproblem
Han kan ikke lade være med at tænke på, at problemet kunne være løst hurtigere, hvis forsikringsselskab og kommune havde talt bedre sammen. Familien oplevede at blive sendt frem og tilbage mellem instanser, så bekæmpelsen af rotterne og udbedringen af skaderne hele tiden trak ud.
- Vores problem med rotter var så ekstremt, at alle havde svært ved at finde ud af, hvad de skulle gøre, og hvem der havde ansvaret. Forsikringsselskabet endte dog med at tage regningen, siger Bo Ebsen.
- Vi er stadig bange for rotter
Selv om hverdagen nu har været tilbage i et par år, har familien ikke helt sluppet rotteskrækken.
- Hver gang vi hører en ukendt lyd, holder vi vejret og tænker: Det magter vi simpelthen ikke igen, siger Bo Ebsen og råder alle til at ringe til kommunen og sætte sig godt ind i lovgivningen, så snart se ser en rotte i nærheden af deres bolig.