Spørg Bolius

Dele en grund i 2 matrikler

Hej

Vi har købt en udstykning på Bornholm der må udstykkes i 2. Vi har bygget et hus 74 m² og afventer salg af hus og sommer hus på Sjælland - og skal så bygge et hus 120 m², men hvordan og hvornår skal vi udstykke for ikke at komme i klemme i systemet?

Vores søn bor i det byggede, og vi skal selv bo i det der skal bygges.

Mvh Peter

Kære Peter
 
I henhold til Byggelovens §10a gælder at når der opføres mere end ét enfamilieshus til helårsbeboelse på en ejendom, skal bebyggelsen opføres og anbringes således, at hver boligenhed med tilhørende grundareal kan udstykkes til en selvstændig ejendom med lovlig vejadgang. Bornholms kommune kan - og vil sandsynligvis - således kræve at der sker udstykning før de vil meddele ibrugtagningstilladelse. 
 
Så længe I selv ejer ejendommen kommer I ikke "i klemme i systemet". Overdrages hele ejendommen med mulighed for udstykning kan I risikere at skulle betale ejendomsavanceskat. Det anføres nemlig at fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder skal ikke medregnes, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke. Med hensyn til en- og tofamilieshuse gælder denne fritagelse dog kun, såfremt

  1. ejendommens samlede grundareal er mindre end 1.400 m² eller
  2. der ifølge offentlig myndigheds bestemmelse ikke fra ejendommen kan udstykkes grund til selvstændig bebyggelse eller
  3. udstykning ifølge erklæring fra told- og skatteforvaltningen vil medføre værdiforringelse på mere end 20 pct. af restarealet eller den bestående bebyggelse.

Det afgørende er, at den nuværende bygning har tjent til bolig for jer eller jeres husstand i en del af eller hele den periode, hvori I har ejet ejendommen. Der er således ikke nogen problemer i at I udstykker nu og opfører en ny bolig - til jer selv - på den nye parcel. I kan ikke sælge den nye, ubebyggede grund uden at skulle svare ejendomsskat.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Kristian Baatrup, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden