1. Vælg den rette maling
Mal vægge og lofter med maling beregnet til dette (det er næsten altid den samme type). Vælg typisk en mattere maling til stuer og værelser end til køkken og bad. Mal træværk som paneler, lister, vinduer og døre med træmaling, som er en helt anden type maling og giver et lidt blankere resultat.
2. Brug rigeligt med tid til forarbejdet
Forarbejde som spartling, slibning, afrensning/vaskning og afdækning. Det afgør, hvor godt slutresultatet bliver. Forarbejdet tager ca. 75 procent af tiden.
3. Dæk alle flader til, som ikke skal males
Brug afdækningspap eller malertæpper til gulve - det suger evt. spildt maling op i modsætning til plastik, hvor spildt maling kan blive tværet ud over det hele. Fjern møblerne eller stil dem midt i rummet. Dæk dem over med plastik.
Video: Beskyt dine gulve med den rigtige afdækning
4. Dæk lister og paneler med malertape, hvis du ikke skal male dem
Fjern det igen, når malingen er overfladetør. Det kan 'brænde sig fast'. Malertape kan købes i forskellige kvaliteter, og det kan godt betale sig at købe noget af det bedre malertape, selvom det måske koster en smule mere. Du kan med fordel også sætte malertape, staniol eller lignende på kanten af malerbøtten.
5. Hvis du skal male lister og fodpaneler, behøver du ikke afdækning med tape
Mal hellere en smule vægmaling ned på fx fodpanelerne, så undgår du, at der kommer en lille stribe, hvor der hverken er væg- eller træmaling. Slib fodpanelerne, når malingen er tør, og mal dem så. Sæt malertape på væggene, når du maler fodpanelerne
6. Spartl og slib skader, huller og revner, inden du maler
Fuldspartl en hel, ujævn væg med sandspartel. Spartl mindre huller med egnet spartelmasse med en spartel. Slib alt, der er blevet spartlet (undtaget savsmuldstapet), når det er tørt. Ved savsmuldstapet kan du duppe med fingeren på den våde spartelmasse så der kommer struktur.
7. Vask paneler og andet træværk med grundrens
Spartl og slib revner eller huller i paneler med spartelmasse beregnet til træværk. Tør over med en fugtig klud, mens spartelmassen stadig er våd, hvis der er mindre huller - så undgår du at slibe alt for meget. Matslib træværket før du maler det – så hæfter malingen bedre.
8. Sæt evt. glasfilt på en ny gipsvæg, inden du maler
Det giver en flottere struktur og en mere holdbar overflade. Benyt glasfilt- eller papirstrimler ved gipspladesamlinger, og evt. skruehuller, som ikke er dækket af strimlen. Slib det spartlede. Sæt vævet op og mal væggen med vævfylder, inden det egentlige malerarbejde.
9. Først pensel - derefter malerrulle
Mal langs kanter og i hjørner med pensel, før du bruger malerrullen på væggen. Mal så langt ud til kanterne med rullen for at få en ensartet struktur på hele væggen.
10. Boblerne forsvinder
De runde bobler, der kan dukke op, når du maler direkte på tapet, forsvinder, når farven tørrer. Aflange bobler, som skyldes, at tapet/væv ikke sidder tilstrækkeligt fast til væggen, skæres op og påføres tapetklister.