Badeværelse i kælder - tæller det som boligkvadratmeter?
Min nabo er ved at lave tilbygning med udvidelse af kælderen og tilbygning i stueplan og 1.sal. I den gamle del af kælderen under hovedhuset ( som ikke tidligere har været godkendt til beboelse), laves nyt stort badeværelse. Dette er ikke medregnet i bebyggelsesprocenten, som med den kommende tilbygning er presset til det maksimale alene med udvidelserne i stueplan og på 1.sal.
Skal et nyt badeværelse i kælderen ikke medregnes i bebyggelseprocenten?
Mvh Line
Kære Line
Badeværelser i kælder er lidt en gråzone og det fremgår ikke særlig tydeligt i vejledninger til hverken bygningsreglementet eller BBR hvordan disse indregnes.
Dog fremgår det af BBR's vejledning og BBR instrukser (tilbage fra 2007), at "til boligareal medregnes den del af kælderen, der lovligt må benyttes til bolig samt eventuelt bad og toilet." Hjælp til BBR-oplysninger - BBR
I 2022 blev der lavet udkast og høring til ny bekendtgørelse om ajourføring af Bygnings- og Boligregistret (BBR). Implementeringen blev udskudt, og en ny ikrafttrædelsesdato er endnu ikke fastlagt. Men af udkastets § 96 stk 3 fremgår
"... For enheder registreret med kode 110-140 i feltet Enhedens anvendelse (ENH.020), medregnes arealet i kælder indrettet til toilet- eller badefaciliteter, hvis arealet har en naturlig tilknytning til enhedens øvrige beboelse via intern trappe, trappelift eller lignende, og hvis arealet ikke er registreret i feltet Areal af lovlig beboelse i kælder (ETA.023), til Enhedens boligareal (ENH.027)."
Derved må konklusionen være, at bade- og wc-rum tæller med i boligarealet, også selvom det er placeret i en lav kælder.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at dit spørgsmål formodentlig vil påvirke dit naboskab i en negativ retning. Jeg tror ikke, det er givtigt for nogen af jer. Et godt naboskab vil påvirke din livskvalitet i en positiv retning, mens et dårligt vil gøre det modsatte.
Se mere her: Naboskab er vigtigt for vores livskvalitet - alligevel kender vi kun få af vores naboer og Alt om naboskab
Husk på, at det er kommunen, der er myndighed på området og dermed dem som sagsbehandler, giver tilladelser og eventuelle dispensationer. Der vil ved dispensationer blive foretaget nabohøring, hvis det menes at have relevans.
At din nabo bruger sin kælder til badeværelse vil næppe påvirke dig i negativ retning, uanset om dette må medvirke til en mindre overskridelse af bebyggelsesprocenten på deres grund.
Se også:
Love og regler om kælderen
Med venlig hilsen