Fakta om boligen
Hvem bor her: Lotte Honoré, 52, designer og indehaver af tøjfirmaet McVerdi, samt sønnen Clemenst, 17 år.
Hvilken slags hus: Nybygget og arkitekttegnet træhus i halvandet plan.
Hvor mange m2: 130 m2 bolig. Grunden er på 750 m2.
Efter at have boet til leje i nogle år fik Lotte Honoré idéen til at bygge sit eget hus. Byggegrunde er dog en mangelvare i hendes lokalområde tæt på Helsingør, men hun fandt, hvad hun selv betegner som en håbløs skovgrund.
Det var et vimpelformet jordstykke med et meget specielt byggefelt, højt beliggende over gadeniveau på en vold opstået ved udgravning til jernbanen. Stedet havde aldrig været bebygget før og var udstykket fra et ældre ledvogterhus.
Højt træhus med fladt tag
Det var en udfordring at få det bedst mulige ud af grunden, hvorpå der bl.a. står et stort fredet egetræ, som ikke må røres. Samtidig var der begrænsninger, hvad angik byggehøjden. Lotte Honoré ønskede at bygge op til trækronen på egetræet, så hun ville få udsigt til Sverige mod øst, men samtidig ønskede hun et hus uden skråvægge. Løsningen blev et meget personligt træhus med fladt tag bygget i tre forskudte enheder.
Lotte fik arkitektveninden Christina Sewerin fra Sokoloff Sewerin ARK til at tegne huset, og det blev venindens første énfamiliehus i Danmark. Hun bor nemlig i Columbia, hvor hun leder et arkitektfirma.
Huset er i halvandet plan og har den maksimale størrelse, både ifølge lovgivningen og ejerens økonomi. Lotte har været meget opmærksom på at vælge det bedste af de materialer, hun havde råd til, og især tænke økonomisk, hvad angår udstyr til køkken og badeværelse.
– Noget af det vigtigste for mig var, at processen ikke blev for lang. Jeg ville være helt færdig uden hængepartier, så jeg ikke skulle bo på en byggeplads i årevis. Det er stort set lykkedes. Jeg mangler kun lidt linoleum hist og her og en håndliste på trappen. Derefter er kun alle de sjove småprojekter, man kan gå og hygge sig med, tilbage, fortæller husejeren.
Se det flotte træhus ude og inde
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Sin egen byggeleder: købte selv byggematerialer
Andre ville nok have udnyttet den høje grund til en kælder med garage og forskellige brugsrum under huset. Men var ikke en mulighed, erkender Lotte Honoré, som dog føler, at hun fået plads nok.
Hun har selv stået for indkøb af byggematerialer. Beklædningsbrædderne er hentet i Sverige, hvor tømmeret bliver høvlet mere glat. Trægulve, tagpap og isoleringsmateriale har hun også selv indkøbt. Hun fandt en håndværker, hun kalder ”verdens bedste tømrer”, og som besad stor kærlighed til processen med at rejse træskelettet til et hus. Sammen med ham og en søn med hænderne skruet rigtigt på, var Lotte Honoré aktivt med hele vejen i byggeriet.
I sin fritid deltog hun i arbejdet med at beklæde huset med træ, sætte gipsplader på væggene, spartle, male, anlægge terrasser og som det sidste egenhændigt bygge en trappe til 1. sal af krydsfinér-plader. Vægge og lofter på både værelset på 1. salen og entréen i stueetagen er beklædt med krydsfinér, et materiale, Lotte sætter stor pris på.
– Jeg lavede ikke noget egentligt budget for byggeriet, men havde under hele processen en klar fornemmelse for, hvor meget materialerne samlet måtte koste, og hvor langt jeg var nået med hver enkelt opgave. Det var helt klart en stor fordel at være så tæt på byggeriet i dagligdagen i forhold til penge og tidsplan. Der var kun få udgifter til rådgivning fra en ingeniør, og en egentlig byggeleder blev aldrig nødvendig for mig, siger Lotte, som aflagde besøg på byggepladsen hver morgen i de fire måneder, byggeriet stod på.
Tømreren arbejdede på timebasis og fakturerede hver uge, så der hele tiden var snor i udgifterne. Ved at vælge et træhus, vidste Lotte også, at hun selv ville være i stand til at gøre byggeriet færdigt, hvis pengene slap op før tid.
Modigt byggeprojekt involverede familien
Lotte Honoré er klar over, at hun gav sig i kast med noget, som de fleste andre ikke tør realisere alene uden at alliere sig med et professionelt byggefirma.
– Det var måske nok lidt modigt. Men egentlig har jeg bare styret byggeriet, som jeg styrer mit tøjfirma, mine butikker og de årlige kollektioner. Begge steder kræver det mod, beslutningskraft og tillid.
– Jeg bor med stort set de møbler, jeg havde i forvejen, og køber sjældent nye. Det har jeg ikke behov for, for min smag ændrer sig ikke med den hastighed. Jeg bygger også visse møbler selv, især reoler. Det, jeg og vi ikke har været i stand til eller haft tid til at bygge selv, er hentet i Ikea, og det er jeg vældig tilfreds med. Det gælder fx det grå køkken og de rummelige klædeskabe i entré og badeværelse. At samle det blev et vellykket familieprojekt. Det har været skønt at arbejde på at få mit nye hjem færdigt sammen med mine sønner, min datter og min svigersøn, fortæller Lotte.
Næste projekt: Tagterrasse på træhuset
Inspirationen til rummenes udformning og indretning har hun fået fra de fredede egetræer på grunden, lyset på stedet og byggematerialerne, hun løbende indkøbte. På samme måde som tekstiler kan inspirere hende, når hun designer tøj.
Inden hun tog huset i brug, malede hun den udvendige facade i grantræ med en mat falunaturfarve. Hun kender typen af linoliemaling fra Sverige, hvor hun ejer en ældre restaureret ødegård.
Næste projekt bliver at bygge en sydvendt tagterrasse oven på soveværelset. Her skal der lægges et trægulv af lærk, mens en smed skal designe et værn med et let og ikke for bombastisk udtryk. Også det bliver et famiieprojekt, som skal udføres i weekender og ferier.
Projektet kort fortalt
Pris: 1,4 millioner kr. for huset. Den dengang endnu ikke byggemodnede grund kostede 1,2 million kr.
Processen: Lotte Honoré overtog grunden i august 2017. Selve byggeriet blev indledt i oktober, og i marts flyttede Lotte ind. Hun har selv styret hele byggeriet og indhentet tilbud fra håndværkere, indgået aftaler, sørget for container til deres værktøj og indkøbt materialer, sørget for kommunikation mellem håndværkere, hentet maling i Sverige osv. Hver morgen mødte hun op på byggepladsen og koordinerede med håndværkerne. To tømrere var med til at bygge fundament, rejse skelettet af huset og bygget videre, en vvs’er stod for bl.a. gulvvarme, desuden har der været elektriker på. Lotte Honoré købte også teknisk rådgivning efter behov hos en ingeniør. Med hjælp fra sine voksne børn har hun selv beklædt huset med grantræ, bygget trappe til 1. sal samt beklædt vægge og lofter med enten gipsplader eller krydsfinér.
Materialer udvendigt: Huset er beklædt med svensk grantræ, der er sortmalet. Det flade tag er beklædt med tagpap.
Materialer indvendigt: I underetagen er der hvidmalede gipsvægge og fyrreplank på gulvet. På entrégulv ved hoveddør og i badeværelset er brugt store fliser i skiferstil. I entréen er væggene beklædt med krydsfinér.
Husets indretning: I stueetagen går stue, køkken og entré ud i et.Her er desuden to værelser samt et badeværelse. Fra stuen i centrum af huset fører en trappe til dagligstuen op på 1. sal. En glasdør giver adgang til taget oven over soveværelset, hvor der skal anlægges udsigtsterrasse.
Husejerens bedste byggeråd
- Vær ikke bange for at bruge meget træ såvel ude som inde
- Tænk økonomisk ved valg af udstyr til køkken og badeværelse
- Spar haveplan og dyre planter væk til fordel for en naturgrund
- Byg reoler og hylder til stue, køkken og værelser af krydsfinér
- Saml et arbejdshold med fagligheden i orden og tillid til hinanden
- Sæt en standard i byggeriet så resultatet bliver smukt, men ikke billigt for enhver pris
- Tænk i tidsperspektiv: Måske behøver køkken og bad ikke at holde i 50 år.
- Overvej tidligt, hvad du selv kan udføre og reservér det til dig selv
- Stil dig selv spørgsmålet: Hvad kan jeg selv, og hvad skal jeg have hjælp til?
- Vær ærlig over for håndværkerne og lav klare aftaler om, hvor du selv har evner til at tage over
- Hvis du ikke skal have et nøglefærdigt hus, men kan lave en del selv, bør det afspejle sig i de tilbud, håndværkerne giver.
- Find en byggetekniker, fx ingeniør, som du kan konsultere på timebasis i byggetekniske spørgsmål. Pengene er givet godt ud.