Når den danske sommer begynder, kan du gå udenfor og plukke dine egne, friske ærter. Men der er et par opgaver, du skal løse inden, og nogle af dem kan du allerede gå i gang med nu inden det er tid til at så.
Vælg og køb de ærter, der passer dig
Begynd med at undersøge, hvilke ærter du vil have, for der er mange forskellige sorter at vælge i mellem og forskel i størrelse, smag, anvendelse og modningstidspunkt.
Vælg og køb gerne flere forskellige sorter, både for at forlænge sæsonen, men også for at finde lige netop din yndlingsært.
Hvor skal ærterne stå?
Planlæg hvor dine ærter skal stå, for ærter kræver nemlig plads i køkkenhaven. Vælg et solrigt sted i haven, men tænk også over, om dine ærter kommer til at skygge for andre afgrøder.
Har du dyrket ærter i køkkenhaven før, så vælg et sted, hvor der ikke har groet ærter eller andre bælgfrugter, som fx bønner, de sidste 3-4 år. Så undgår du jordtræthed og nedsætter risikoen for skadedyrs- og sygdomsangreb.
Ærter sås oftest på en lang række - regn med, at der kan stå ca. 20 planter på en meter. Sås der i flere rækker, bør der være 30-40 cm mellem rækkerne - både for at give lys og luft til planterne, men også, så du nemt kan plukke dem.
Forbered jorden
Når jorden er tjenestelig, dvs. ikke for våd eller frossen, kan du begynde jordforberedelsen.
Ærter kan gro i de fleste typer af jord, men foretrækker en god, veldrænet og porøs jord.
Sådan gør du:
- Fjern alt ukrudt. Ærter er ikke glade for konkurrence, og det er godt givet ud at fjerne ukrudt allerede nu.
- Grav jorden godt igennem, og tilsæt eventuelt kompost eller anden næring. Har du ikke selv kompost i haven, kan det hentes gratis på mange genbrugsstationer her i løbet af foråret.
- Er jorden meget tung og lerholdig, kan du blande sand eller grus i jorden.
Planlæg et espalier
De fleste ærteplanter har brug for en form for støtte, fx et espalier. Kig på den enkelte sorts højde, og planlæg allerede inden du sår, hvordan du vil lave dit espalier. Det kan fx være snore spændt ud mellem to pinde, eller et gammelt metalhegn, der spændes ud mellem to hegnspæle.
Det bør ikke være et permanent hegn, der stilles op, da du helst bør dyrke ærter et andet sted næste år, så det skal gerne være et, du kan tage ned og genbruge næste sæson.
Hvornår skal du så?
Ærter skal ikke forspire, men sås direkte på voksestedet. Men da de ikke tåler frost, hverken under eller efter fremspiringen, skal du vente med at så ærter, til jordtemperaturen er omkring de 10 grader. Det er den ofte i slutningen af april.