- Placér et nyt drivhus på det sted i haven, hvor der er mest sol. Undgå at placere det under store, skyggende træer. Under mindre træer kan du udnytte den lette skygge, så du måske bliver fri for at skygge drivhuset med gardiner eller male vinduerne.
- Rens og skur vinduer, sprosser og flader, inden du begynder at anvende drivhuset efter vinteren – så fjerner du overvintrende insekter, æg og svampekim. Brug en brun sæbeopløsning.
- Temperaturen i drivhuset skal helst variere mellem en dagtemperatur på 25 og nattemperatur på 15 grader. Hvis du ikke kan supplere med varme, så vent med at dyrke sarte planter, fx agurker, i et uopvarmet drivhus. Overdækning med plastik i et uopvarmet drivhus kan hæve temperaturen nogle grader om natten. Det kan være en idé i kolde perioder.
- Udnyt et uopvarmet drivhus. Fra maj kan du potte rabarber eller stauder, roser, krydderurter m.m. og placere dem i drivhuset.
- Dyrk dine planter i krukker eller plantesække – så er du fri for at skifte jorden ud i hele drivhuset.
- Skift jorden. Hvis du dyrker dine planter i den samme jord igennem flere år, får du lettere misvækst. Risikoen for angreb af skadedyr og svampe er desuden større. Skadevolderne kan let overvintre i jorden.
- Sørg for gode muligheder for ventilation. Vinduer, som kan åbnes, skal svare til mindst 30 procent af gulvarealet.
- Brug skyggepasta eller kalk på taget af drivhuset og nogle af siderne, når solen bliver for kraftig. Kraftig sol skader ofte bladene, da vanddråber på bladene virker som små brændglas. Har du større overvintrende planter som fuchsia, skal du allerede skygge i marts.
- Giv planterne i drivhuset flydende gødning gennem et automatisk vandingsanlæg, eller put flydende gødning i en vandkande i det blandingsforhold, som er angivet på gødningen. Brug så vidt muligt opsamlet regnvand, hvis det passer til planternes behov (fx passer regnvand ikke så godt til tomater og chili). En særlig god flydende gødning er en 'Hornum'-blanding.
- Er du en inkarneret drivhusdyrker, er du måske interesseret i automatiske vinduesåbnere og automatisk vanding. De automatiske funktioner sikrer, at du snildt kan rejse på ferie.
Inspiration: Drivhusdrømme du kan realisere
Klik for større billeder og swipe for flere billeder