Det opbevarer danskerne i skuret

  • 80 %: Haveredskaber
  • 69 %: Plæneklipper/havemaskiner
  • 48 %: Værktøj
  • 47 %: Havemøbler
  • 46 %: Cykler
  • 31 %: Parasol(ler)
  • 27 %: Maling
  • 27 %: Arbejdsbord
  • 23 %: Brænde
  • 22 %: Andre drikkevarer (fx sodavand)
  • 16 %: Overvintrende planter/planteknolde
  • 15 %: Fryser
  • 14 %: Legetøj
  • 8 %:   Fødevarer
  • 7 %:   Vin
  • 3 %:   Træningsudstyr (fx motionscykel, håndvægte, crosstrainer)
  • 7 %:   Andet
  • 1 %:   Ved ikke

Kilde: YouGov-undersøgelse udført for Videncentret Bolius i februar 2020

Hvorfor bør du indrette dit skur?

Dit skur kan rumme mange ting til både dit hjem og have, især hvis der er tænkt over indretningen, og tingene har sine faste pladser, kan pladsen udnyttes godt. Bliver værktøj, haveredskaber, cykler og legetøj bare smidt ind i skuret, kommer det meget hurtigt til at rode, og så det er svært at finde det, du har brug for. Tingene fylder også meget mere, hvis det ikke står ordentligt.

En af de største faldgruber ved et skur er, at det nemt bliver holdeplads for de ting, du ikke så tit eller aldrig bruger. Når børnene er vokset fra legetøjet, eller der bliver investeret i nye møbler, ender de gamle ting ofte i skuret.

Det kan være svært at skille sig af med ting, som i princippet ikke fejler noget. Men overvej, hvad du reelt har brug for, og om dine gamle klenodier evt. kan komme til gavn for andre. Jo mindre du har stående i dit skur, jo nemmere er det at holde orden.

Skal skuret også bruges som hobbyrum eller værksted, så skal der være plads til at kunne arbejde i det, og et evt. arbejdsbord skal være ryddet. Det er også rart at have orden på værktøj, materialer, søm og skruer. Ellers kan du bruge rigtig lang tid på at lede efter det, når det skal bruges.

Inden du indretter dit skur, bør du overveje, om de ting, du stiller ud i det, kan tåle varme, kulde og fugt. Temperaturen i et skur svinger meget, og der vil være fugtigt i et skur.

Du kan mindske både fugt og temperaturforskelle i dit skur ved at isolere det. Men vær opmærksom på, at isolering af et skur oftest ikke er nok til at holde frostgraderne ude, når kulden sætter ind over længere tid.

Hvordan indretter du dit skur?

Det er afgjort nemmest, hvis du selv indretter dit skur, da det er dig, der skal bruge det. Det er dig, der ved, hvad du har brug for, og hvornår du har brug for det. De ting, du bruger mest, skal selvfølgelig ikke gemmes længst væk, og den måde tingene er placeret på, skal være logisk for dig og dine rutiner.

Lad alle, der bruger skuret og har ting opbevaret derude, være med til at beslutte indretningen, så alle hensyn og ønsker tages med i betragtningen.

Hvis du ikke kan eller magter at indrette skuret selv, og skal have en tømrer eller en anden til at gøre det for dig, så gør dig selv den tjeneste at lave en god skitse af indretningen. Det kan du gøre på flere måder:

  • Tegn en skitse af skuret, hvor du tegner indretningen ind.
  • Tegn en skitse af skuret og en separat skitse af indretningen på manifoldpapir (gennemsigtigt papir til skitsetegning) eller madpapir, som lægges over skitsen af skuret. Så er det nemt at snakke om og rette på indretningen sammen med den, der skal lave arbejdet.

Værktøj, haveredskaber, urtepotter, legetøj og cykler kan uden problemer flyttes ud i skuret. For at undgå, at tingene ender i en stor rodebunke, kræver det, at skuret i udgangspunktet er godt indrettet.

En god idé er at få ryddet ud i de ting, som du med al sandsynlighed aldrig får brug for igen. Kør tingene til genbrug eller sælg dem. Det skaber luft og giver et større overblik over de ting, som står tilbage. Pengene kan du evt. investere i selve indretningen af skuret.

Arbejdsbord

Det er dejligt at have et ordentligt, rummeligt og ryddeligt arbejdsbord i sit skur. I mange tilfælde kan det betale sig at lave det selv, da du så kan få det i lige den højde og størrelse, der passer til skuret og dig selv. 

Et arbejdsbord kan fx laves af en 22 mm tyk krydsfinerplade eller af brædder, som står på et skelet eller ben lavet af 10x10 cm tømmer. Så får du et rustikt og holdbart bord. Du skal vælge en krydsfinerplade, som er beregnet til udendørs brug og evt. male den. Så holder den længere og bliver ikke så hurtigt angrebet af svamp.

Afhængigt af, hvor højt arbejdsbordet bliver, kan det være en god idé at lave eller købe nogle kasser, som mindre børn kan stå på, så de også kan få glæde af den ekstra arbejdsplads i skuret.

De redskaber, du bruger mest, kan med fordel opbevares tættest på dit arbejdsbord. Det kan fx være bestemte stykker værktøj, som du bruger meget. En skruetvinge er praktisk at have lige ved hånden, ligesom skriveredskaber, klude, lineal, vinkelmåler og vaterpas vil være oplagt at tildele en fast plads tæt på bordet.

Belysning

Udover at have en masse reoler og et godt arbejdsbord, er det også vigtigt, at du har en ordentlig belysning i skuret - især hvis skuret også er "hobbyværksted" i aftentimerne.

Når du skal have installeret strøm og sætte belysning op i sit skur, skal du være opmærksom på, at både dine elinstallationer, lamper og pærer skal være godkendt til udendørs brug. På den måde forhindrer du, at der trænger fugt ind i dine installationer, som kan forårsage tæring.

Vær opmærksom på, at udendørs elinstallationer, der ikke kommer som et færdigt sæt med ledninger, transformer og brugervejledning, skal udføres af en autoriseret elinstallatør.

Opbevaring

Lagerreoler af stål med regulerbare hylder er meget velegnede til opbevaring i et skur. Brug kasser af plastik med tætsluttende låg til at få orden og overblik, og forsyn dem med skilte, der fortæller, hvad der er i kasserne.

Brug gennemsigtige beholdere med ruminddeling eller glas med skruelåg til opbevaring af søm, skruer og andre dippedutter i småtingsafdelingen. Flere steder kan du desuden købe små æsker, som gør det nemt at holde styr på alle smådelene fra værktøjskassen.

I byggemarkeder og på nettet kan du finde et stort udvalg af forskellige kroge, beslag og ophæng, som passer til mange forskellige behov. Der findes fx specielle holdere til haveslangen, cykelophæng, loftskroge og bokse du kan hænge på væggen. 

Værktøj

Du kan holde orden på dit værktøj ved hjælp af en værktøjsplade, som du kan sætte op på væggen. En værktøjsplade er en metalplade med huller i, som du nemt kan påmontere kroge og beslag, som er beregnet til at hænge værktøj på. På værkstøjspladen hænger dit værktøj på bestemte pladser, og det gør det nemt og overskueligt at finde lige netop det stykke værktøj, du står og skal bruge.

Du kan også fordele værktøjet efter type i flere forskellige værktøjskasser (eventuelt med låg for at holde fugten ude). En god idé er at markere de forskellige værktøjskasser med labels, så topnøglerne også ender i den rigtige kasse igen efter brug.

Elektrisk værktøj, som fx boremaskine og stiksav, har ikke godt af fugt, og bør opbevares i tætsluttende kasser i skuret. Når du køber nyt elværktøj, så husk at spørge, hvilken kasse de kommer i. Det ofte lidt dyrere, professionelle elværktøj kommer næsten altid i solide stål- eller plastikkasser, som er særdeles velegnede til at stable og opbevare i reoler.

Husk altid at tørre værktøj, der er blevet fugtigt eller vådt, med en tør klud, inden du sætter det på plads. Fugt får værktøjet til at ruste på rekordtid i et skur, hvis ikke det er tørret ordentligt af. Det samme gælder for dine haveredskaber.

Haveredskaber

Haveredskaber tager mindst plads, hvis de placeres lodret på væggen på specielle værktøjskroge. Disse kan købes i trælaster og byggemarkeder. Har du redskaber, som du ikke bruger så tit, kan de hænges op under loftet.

Fordelen, ved at hænge haveredskaberne op, er, at de får mindre fugt, så de ikke ruster, og du får mere plads på gulvet til større ting som plæneklipper og trillebør. Det er praktisk, at du nemt kan komme til haveredskaberne. Hæng derfor de redskaber, du anvender oftest, på væggen lige inden for døren.

Mindre haveredskaber kan være praktiske at have i fx en skuffe eller i en mindre værktøjskasse.

Cykler og legetøj

Cykler, der bruges hver dag, bør stå, så det er nemt at få dem ind og ud af skuret. Er det for besværligt, kommer de hurtigt til at stå udenfor. Cykler eller større legeting, der skal overvintre i skuret, kan hænges op på væggen eller op under loftet. Det samme kan du gøre med fx slæder og kælke eller tagboksen til bilen.

Opbevaring af øl, vin og madvarer i et skur

Du kan også opbevare flere former for madvarer i dit skur, fx drikkevarer, grøntsager som løg, gulerødder, kål og kartofler samt frugt som æbler og appelsiner.

Madvarerne holder sig dog bedst, hvis skuret er isoleret, da ikke alle madvarer tåler frost eller store temperatursvingninger. Har en kasse øl fået frost, er det ikke sikkert, kapslerne bliver på flaskerne. Øl, der har været frosset, mister desuden sin smag og bliver vandet. Også vin er meget følsom for temperaturudsving. Du kan opbevare frugt og grønt i både plastik- eller trækasser.

Kasserne må ikke være helt tætte, da der skal kunne komme luft ned til frugten og grøntsagerne, så de ikke rådner. Du kan også indrette dit skur til et egentligt fadebur, hvor du udover frugt og grønt kan opbevare konserves, sylte- og henkogningsglas, øl og sodavand.

Husk at sikre madvarerne mod mus og rotter. Det kan du gøre ved at sætte et net af metal for eventuelle vinduer i skuret og sørge for, at døren slutter helt tæt. Hvis du opbevarer syltekrukker mv. i dit skur, skal det være frostfrit. Ellers kan krukkerne fryse til og springe. 

Frø og blomsterløg

Tænk også i praktisk opbevaring af blomsterløg og frø. Plastik er mest praktisk at opbevare ting i, da det ikke tager skade af fugt. Blomsterløg må dog ikke ligge i en tæt beholder, da de rådner, hvis der ikke er ventilation. Husk derfor at lave ventilationshuller i dine plasticbeholdere eller alternativt bruge små sortimentsæsker eller kasser af træ, hvor du kan skrive på, hvad der er i hver enkelt kasse.

 

Hvad bør du ikke opbevare i dit skur?

Ting af organisk materiale som papir, bøger og papkasser bør ikke stilles i et skur, da de vil optage fugt, og dermed blive ødelagt. Så brug trækasser eller plastikkasser til opbevaring i skuret i stedet for papkasser. Du skal heller ikke stille finere ting som møbler og andet inventar derud, da det bliver ødelagt af fugten. Desuden er det en dårlig idé at stille din fryser i et uisoleret skur, da de fleste ikke kan tåle frost.

Hvad koster det at indrette et skur?

Det er meget forskelligt, hvad det koster at indrette et skur. Det afhænger af, hvor meget du skal købe af knager, kroge, hylder, reoler og andet, der skal bruges til indretningen. Det kan anbefales ikke at gå på kompromis med indretningen, da en god indretning vil gøre det meget mere brugbart.

Det kan godt betale sig at tænke i genbrug, da brugte materialer eller gamle knager og hylder m.m. sagtens kan bruges i skuret. Det behøver derfor ikke nødvendigvis at blive en dyr fornøjelse at indrette skuret ordentligt. Er du lidt fiks på fingrene, kan du selv lave hylder, reoler, opbevaringskasser og borde af genbrugsbrædder og lægter.

I trælaster og byggemarkeder kan du finde flere forskellige reoler og opbevaringssystemer til værktøj og diverse byggevarer, som ofte kan købes til overkommelige beløb.