Hvornår må du selv fjerne skimmelsvamp?
Som tommelfingerregel er det ok, at du blot renser mindre områder med skimmelsvamp med svampemiddel. På loftsrum gælder det områder på under 2 m2, og i beboelsesrum områder under 20x20 cm.
Men husk: Skimmelsvampene vil komme igen, hvis ikke du fjerner årsagen til, at de vokser frem.
Gør sådan, når du fjerner skimmelsvamp
Husk, at uanset, hvilket produkt du vælger, bør du følge denne procedure, når du fjerner skimmelsvamp:
- Støvsug området, der skal behandles.
- Vask med produktet.
- Skyl/vask af med vand.
- Luft grundigt ud, mens du fjerner skimmelsvampen.
Fjern skimmelsvamp med disse 3 midler
1. Professionelt svampemiddel
Der findes produkter som er lavet kun til skimmel, og som de professionelle holder sig til. Det er fx Protox, som har en hel serie af produkter rettet mod bekæmpelse af skimmelsvamp, som alle er godkendte som svampemidler.
De kan som regel købes i byggemarkeder og malerforretninger.
2. Klorin
Klorins evne til at bekæmpe skimmelsvamp afhænger af, hvor meget du fortynder det. Ufortyndet klorin er ret effektivt, men kan også afblege ret kraftigt, og bør derfor ikke bruges på fx vægge med farve, farvede fuger eller natursten.
Findes skimmelsvampene et skjult sted, hvor afblegning ikke betyder noget, kan du godt lade klorinen blive siddende og virke uden at vaske efter.
Vær opmærksom på, at klorin indeholder flere stoffer, som er skadelige for miljøet og kan være dårlige for indeklimaet. Bland ikke klorin med andre kemikalier/rengøringsmidler, da det kan give farlige dampe.
3. Rodalon
Rodalon er også et effektivt middel mod skimmelsvamp, og varemærket har udvidet sortimentet med deciderede skimmelprodukter. Rodalon fjerner også lugt.
Rodalon er ikke klassificeret som svampemiddel, men som rengøringsmiddel.
Hvornår skal du have professionel hjælp til at behandle skimmelsvamp?
Har du områder med skimmelsvamp, der er større end 20x20 cm i beboelsesrum og 2 m2 i loftsrum, anbefaler vi, at du får en professionel rådgiver til at afdække årsagen på problemet, så I kan finde den bedste løsning.
Professionel afrensning af skimmelsvamp kan foregå på mange måder. Typisk renser firmaerne for skimmel ved hjælp af tøris, damp eller varme sammen med grundig støvsugning.
Du kan fx kontakte et professionelt svampebekæmpelsesfirma eller en uafhængig rådgiver.