Haven kort
- Hvem bor her: Asta Jahn og hendes mand, Niels Christian Resting. Asta Jahn er uddannet kostumeskrædder og har arbejdet på forskellige teatre på Fyn og i København. Hun er stadig i faget og syr kjoler og andet på bestilling.
- Hvilken slags have: Villahave med muld- og sandjord i Hunderupkvarteret i Odense.
- Hvor mange m2: 800 m2.
- Prøv lige at se den her. Er den ikke smuk?
Asta Jahn peger på et lysegrønt blad med lyserød spids. Hun lægger nakken lidt på skrå og ser på det med kærlig mine.
– Lidt senere får bladene hvide kanter, fortæller hun om sin nyeste anskaffelse i sin have: kamæleontræet.
Hun rejser sig op fra sin position på knæ og kaster et blik ud i haven, hvor træer, buske og blomster er plantet i små rum med græsgange imellem. Fra vejsiden aner man ikke, hvad der gemmer sig bag den store villa fra 1913. I begyndelsen af haven – tættest på huset – har Asta anlagt et bed med purløg, skovjordbær og almindelige jordbær. Så kan hun hurtigt smutte ned fra køkkenet og klippe et grønt drys til aftensmaden eller snuppe et par søde bær til en af sine mange kager. Længere inde kravler klematis op ad stativer, og roserne i forskellige farver og typer spreder blide, næsten citrusagtige dufte.
– Jeg kan have alverdens problemer og puf ... når jeg går herind, forsvinder de. Det er ren meditation at gå rundt og nippe, fortæller Asta Jahn og bøjer sig i samme øjeblik ned og fjerner et stykke ukrudt, der generer hendes øje.
En have er en gave for livet
Glæden ved at gå i haven begyndte for Asta Jahn allerede i barndommen. Hendes bedstemor høstede hvert år frø fra alle planter i sin have og gemte dem i små papirsposer. Asta fik nogle poser, og dermed var frøet lagt også i overført betydning.
– Det skabte en nysgerrighed hos mig. En have er en gave for livet for børn, mener hun.
Som syvårig fik Asta en skolehave, som hun fyldte med aflæggere fra sin bedstemors have. Hun passede haven så godt, at hun fik en præmie for det gode arbejde. Sidenhen er hendes grønne fingre blevet anerkendt endnu en gang. I 24 år ejede hun nemlig en kolonihave, som i 2012 fik ærespræmie af Kolonihaveforbundet i Danmark. Haven med navnet ”Pax” stod hendes hjerte utrolig nær, og hun tilbragte mange timer derude. Men for tre år siden valgte hun at sælge den og koncentrere sine kræfter om villahaven i stedet for.
Se Astas oase her
Klik for større billeder og swipe for flere billeder
Planter skal plejes – ellers dør de
Nogen særlig udtænkt plan for sin have har Asta aldrig haft. Det ønsker hun heller ikke. Haven udvikler sig derimod stille og roligt, når hun i sommerhalvåret går derude hver dag. Spontant flytter hun om på planter og blomster, når hun føler, at de kunne stå bedre et andet sted.
– Planter skal passes og plejes. Ligesom man vedligeholder sine menneskelige relationer. Ellers dør de, lyder hendes filosofi.
Gravplads med ny beplantning
Hun viser om bagerst i haven, hvor hun er i gang med sit nyeste projekt: at beplante det stykke jord, hvori hendes afdøde kæledyr ligger begravet. Det var fyldt med skvalderkål, som hun har trukket stædigt op og udskiftet med efeu som bunddække og sankthansurt, der ikke kræver pasning.
I midten af haven står et drivhus, som rummer et par jernsenge, stole og en reol med alt hendes kreative grej. Asta kalder det for sit idéhus, og her sidder hun gerne og laver kreative sysler som små malerier, tegninger og ikonbilleder.
I forlængelse af drivhuset har Asta selv bygget en skyggefuld terrasse i genbrugsmaterialer. Møblerne i huset og på terrassen er loppefund eller noget, hun har klunset sig til gennem årene. Og meget af det er holdt i blå farver.
– Jeg er et blåt menneske, siger hun og ler. Hun peger på de blå kupler, hun har hængt op som dekoration fra flere af træerne i haven. Dem fandt hun engang i Magasins container, hvor de var kasseret som dekorationsaffald.
– Jeg synes, de er så dekorative, siger hun og understreger, at hun tager dem ind hver vinter, så de ikke bliver slået i stykker af frost.
Når Asta ikke er dybt bøjet over havearbejdet, holder hun af at lægge sig på en af sengene i drivhuset og tage et hvil på sommeraftener.
– Jeg elsker at ligge her og kigge på stjerner og lytte til vinden i birketræerne. Så føler man, at livet kommer til én.
Ejerens bedste haveråd
Anlæg aldrig en have, der er større, end du kan overskue. Havearbejde skal være en glæde – ikke en belastning.
- Inden du går i gang, skal du overveje nøje, om du vil plante stationære planter, eller om du vil forspire selv og plante ud fra potter. Det sidste er absolut det mest arbejdskrævende, og du kan ikke rejse på ferie fra det.
- Følg dit hjerte – også når det gælder haven. Nogle er til store, flerkolorerede haver, andre til noget mere enkelt. Afprøv, hvad der passer til dig, og hvad der fungerer i din have.
- Hvis du har børn, så inddrag dem i havearbejdet. Det kan være helt små ting, der gør en forskel. Lad dem for eksempel plante deres egne ærter, plukke jordbær og så solsikker.
Podcast: Mig og min have
Episode 4: Planteglæde
Planteglæde! Andreas er kommet på besøg hos Jesper og hans nogen-og-tusinde planter, der står i hans have. Du får en guide til hvilke planter du skal gå afsted med derhjemme. Og det er uanset om du er barn, øvet eller en rigtig plantenørd. Så lyt med og bliv klogere på hvilken have der passer til lige netop dig.
Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.
Alle afsnit