Rengøring af badeværelset: Hvor ofte bør du gøre hovedrent?

Hyppig rengøring af badeværelset er selvfølgelig en nødvendighed for at holde en rimelig hygiejne, og der skal helst en ugentlig rengøring til for at holde bakterierne nede.

Når kalkresterne er ved at aflejre sig rundt om i krogene og striberne i toilettet ikke forsvinder under den ugentlige rengøring, er det ved at være på tide at gå grundigere til værks og få gjort badeværelset hovedrent. Holder du dit badeværelse pænt med løbende rengøring, vil det typisk trænge til at få en grundigere tur et par gange om året.

Hvad er surt opvaskemiddel?

Surt opvaskemiddel er opvaskemiddel med en ph-værdi på 4-4,5. Opvaskemidlerne indeholder typisk citronsyre eller mælkesyre, men det er ingen garanti, for der findes også opvaskemidler med citronsyre eller mælkesyre, der har en ph-værdi på 6.

Varianten med en pH-værdi på 4 til 4,5 er mest effektiv sammenlignet med produktet med en pH på 6. Så kig en ekstra gang på deklarationen, inden du køber opvaskemidlet.

Videncentret Bolius' rengøringsekspert, Michael René, har i 2021 tjekket 23 opvaskemidler, og her havde følgende midler en ph-værdi på omkring 4-4,5:

Salling Fri (klar), Vel Ultra, Hello Sensitive (klar), Irmas (klar), Ânglemark (klar), Aloe Vera Coop (grøn), Lemon Coop (gul) og Coop 365 Minirisk (klar).

Hvilke rengøringsmidler egner sig til badeværelset?

Det kan være fristende at investere i klorholdige og desinficerende midler specialdesignet af producenterne til at klare ”badeværelsesrengøringen med et snuptag”, når skimmelsvamp, kalkaflejringer og sæberester skal bekæmpes. Disse produkter er ofte nemme at anvende - men desværre også ofte både dårlige for miljøet og indeklimaet i dit hjem.

Men du kan sagtens selv lave nemme og billige blandinger, der fjerner kalk og snavs lige så effektivt, som de specialdesignede sanitetsrengøringsmidler.

Gør du det, sparer du både penge og tager samtidig hensyn til miljøet og indeklimaet.

Universalrengøringsmiddel er effektivt til afrensning af blandet snavs, der ikke indeholder kalk. Ofte kan du nøjes med opvaskemiddel, som er mere skånsomt at bruge – både for dine hænder og for miljøet. Men skal du til bunds i skidtet, er universalrengøringsmiddel ganske glimrende.

Sanitetsrengøringsmiddel består af sæber (tensider) samt en syre eller en anden kalkbinder. Ud over at være bakteriehæmmende, fjerner de derfor både fedt, snavs og kalk.

Du kan nemt selv lave dit eget sanitetsrengøringsmiddel ved at blande 2 dl opvaskemiddel, 1/4 dl eddikesyre eller 2 spsk. citronsyre. Rengøringsekspert Fru Grøn anbefaler at anvende et surt opvaskemiddel med en pH-værdi på 4 til det formål. PH-værdien fremgår af etiketten.

Hovedrengøring af badeværelset - det har du brug for

Redskaber

  • Gummihandsker
  • Glassskraber
  • Skuresvampe 
  • Tandbørste
  • Gamle klude/mikrofiberklude
  • Kost med gammel klud på til rengøring af loftet
  • Skurebørste eller gulvskrubbe

Rengøringsmidler

  • Universalrengøringsmiddel eller grundrengøringsmiddel
  • Sanitetsrengøringsmiddel – lav det selv af 2 dl surt opvaskemiddel + ¼ dl eddikesyre eller 2 spsk. citronsyre.
  • Husholdningseddike eller eddikesyre
  • Sæbespåner eller flydende brug sæbe (ph 8-9), hvis du har gulv med mosaik eller matte klinker.
  • Evt. soda (til rens af afløb)
  • Evt. citronsyre.
  • Evt. vaskepulver til hvidvask

Eddike og eddikesyre er effektive midler mod kalk. Eddikesyren er dog væsentlig mere koncentreret og dermed mere drøj i brug end eddike. Den skal derfor fortyndes noget mere.

Anvender du eddike, så sørg for at anvende hvid og klar eddike eller en husholdningseddike, der ikke er fremstillet ved forgæring og derfor ikke indeholder aromastoffer eller farve. Eddike, såsom klar husholdningseddike, skal du fortynde i forholdet 1:10, hvis du skal bruge en tynd opløsning, eller hvis det skal bruges til længerevarende iblødsætning. Du kan også bruge husholdningseddike i en fortynding, der er lidt stærkere i forholdet 2:10. 

Eddikesyre (32 procent) bør fortyndes i forholdet 1:10.

Citronsyre fjerner også kalk effektivt og kan fortyndes i forholdet 1 dl citronsyrepulver opløst til 1 liter vand.

Vær forsigtig med omgangen af eddikesyre. Eddikesyre er et ætsende produkt, så undgå at indånde dampene, og sørg for at anvende hansker, så du undgår at få det på hænderne. Spilder du eddikesyre, kan det ødelægge syrefølsomme materialer, såsom fuger mellem fliser eller terrazzogulve. Læs sikkerhedsdatabladet, der følger med produktet, før du går i gang med at anvende det.

Brun sæbe eller sæbespåner kan anvendes til grundrensning af mosaikfliser eller klinkegulv (Skrub begge dele med en børste), da det danner en beskyttende sæbefilm, så gulvet bliver mindre modtageligt overfor snavs.

Soda (natriumkarbonat) er et gammelkendt rengøringsmiddel, der egner sig til at opløse smuds og fjerne misfarvninger. Soda er et basisk salt, der har en kalkbindende effekt, hvorved det fungerer godt til at opløse fastbundet snavs. Derfor er det godt til at fjerne smuds i kloakken og er fx mere skånsomt end kaustisk soda, som nogle anvender til rens af afløb, til trods for, at det er frarådeligt.

Sådan gør du toilettet rent

  1. Vask toilettets yderside og sæde med universalrengøringsmiddel. Afmontér sædet, så du kan komme ind i alle kroge, og brug fx en tandbørste til at nå de sværest tilgængelige steder.

  2. Tøm toilettet for vand, så du kan rengøre helt ned i kummen. Det gør du ved hurtigt at hælde en spand vand i toiletkummen eller ved at "skubbe" det ud med toiletbørsten - så sænker vandstanden sig.

  3. Lav en blanding af 2 dl surt opvaskemiddel og 1/4 dl eddikesyre eller 2 spsk. citronsyre, og smør den rundt i toiletkummen. Brug en gammel opvaskebørste og / eller en skuresvamp. Lad blandingen sidde i 1 time. Sæt evt. toiletpapir fast med blandingen eller med toiletrengøringsmiddel.

  4. Brug en glasskraber til at fjerne eventuelle belægninger.

  5. Skyl blandingen af.

Afkalkning af toilettet

Genstridige kalkbelægninger fjerner du ved at lægge toiletpapir på kalkbelægningerne, hælde lidt husholdningseddike eller fortyndet eddikesyre på papiret og lade det stå i 15 minutter. Skrub til sidst med en børste og skyl efter.

Hvis kalkbelægningerne er gule eller brune, skyldes det okker i vandet. Så kan du i stedet bruge en opløsning af citronsyre og hælde det på toiletpapiret. Lad toiletpapiret sidde, til det er helt tørt, og fjern kalkbelægningen med en glasskraber. Lav opløsningen efter den syrlige beholders anvisning med citronsyre.

Hvis det ikke virker, kan du prøve med 2 spiseskefulde hvidvaskepulver i 1 liter kogende vand, som hældes i kummen. 

I videoen herunder guider rengøringsekspert, Fru Grøn, til en grundig rengøring af toilettet. 

Sådan gør du rent i kroge ved vask, toilet og brusekabine

Selvom vask og toilet får en ugentlig rengøring, vil der altid være kroge og hjørner, hvor snavset kan samle sig. Det er disse steder, du skal komme snavset til livs under hovedrengøringen.

  1. Rens rør og revner med en skrubbe eller en tandbørste. Husk at rengøre bag ved vasken og på undersiden. Anvend et sanitetsrengøringsmiddel til formålet.
  2. Rens vaskens afløb og overløbshullet med en tandbørste og en piberenser.
  3. Sæt en vatrondel med eddike eller fortyndet eddikesyre rundt om hanens udløb, hvis ikke filtret kan tages af. Bind en elastik om, så vatrondellen sidder fast, og lad den sidde i 15 minutter, før du tørrer efter med et viskestykke.
  4. Brusehoveder lægges i blød i en skål med eddike eller fortyndet eddikesyre.
  5. Fjern eventuelle kalkrester på rør og armatur med et sanitetsrengøringsmiddel. Smør det på, og lad det virke en halv time.
  6. Rens vaskens afløb og riste for hår og sæberester
  7. Hæld kogende vand tilsat 1 spiseskefuld soda pr. liter i afløbet. Lad det stå natten over eller i en tilsvarende periode. Skyl derefter afløbet igennem med vand.

Sådan gør du brusenichen ren

Skift klud

Skift hyppigt klud, når du gør rent. På den måde minimerer du risikoen for, at bakterier bliver spredt fra en overflade til en anden. Brug evt. først kluden på de reneste steder og slut ved toilettet. Smid herefter kluden til vask!

Er din bruseniche af plast, akryl, glas eller har den flisevægge, fjernes kalk og snavs med en blanding af 2 dele opvaskemiddel og 1 del eddike eller fortyndet eddikesyre (1:10).

  1. Smør blandingen på alle overflader samt blandingsbatteri med en grydesvamp eller opvaskebørste. Lad blandingen sidde i 30 minutter. Skrub efter med en børste eller en skuresvamp.
  2. Skyl blandingen af med rent vand fra bruseren, og tør efter med en mikrofiberklud.
  3. Eventuelle belægninger på de nederste fliser kan du skrabe forsigtigt væk med en glasskraber.
  4. Tag risten af afløbet, tag vandlåsen op og fjern hår og andre rester i afløbet fx med et stykke køkkenrulle.
  5. Hæld kogende vand tilsat 1 spiseskefuld soda pr. liter i afløbet. Lad det stå natten over eller i et tilsvarende tidsrum. Skyl derefter afløbet med vand.

Hvis bundkaret i brusenichen har emaljebelægning, skal du passe på, at opløsningen ikke løber ned i bunden og ødelægger overfladen.

Sådan gør du badekarret rent

  1. Vask badekarret med en mikrofiberklud eller blød svamp med en blanding af vand tilsat universalrengøringsmiddel. Brug om nødvendigt en børste til at gøre rent på svært fremkommelige steder.
  2. Skyl overfladen ren, og tør efter med en mikrofiberklud.

Har du et fritstående badekar, er det på nogle modeller muligt at fjerne frontpladen. Det gør det langt nemmere at komme ind under karret og gøre rent.

Kalkbelægninger kræver nogle gange, at du tager skrappere midler i brug, men her skal du være opmærksom på, at nogle materialer er meget sarte over for den slags midler.

Kalk på badekar af akryl

  1. Anvend et sanitetsrengøringsmiddel (eller 2 dl surt opvaskemiddel + 1/4 dl eddikesyre eller 2 spsk. citronsyre). Læg toiletpapir med opløsningen på de angrebne steder, og lad det virke i 1 time.
  2. Skyl efter med vand.

Kalk på badekar med emaljebelægning

  1. Brug evt. et kalkfjerningsmiddel uden syre, da emalje ikke tåler syre. 
  2. Skur med en blød skuresvamp, og skyld grundigt efter med vand.

Sådan gør du badeværelsesgulvet rent

Hvilke rengøringsmidler, der egner sig til en grundigt gulvvask afhænger af, hvilket materiale gulvet er lavet af. De fleste badeværelser har et flise- eller et klinkegulv, og her vil et universalrengøringsmiddel være glimrende til tage snavset med.

Skal du fjerne kalkbelægninger, skal du være meget opmærksom på, hvilke midler dit badeværelsesgulv kan tåle. Har du et flise- klinke- eller murstensgulv kan du godt anvende en svagt sur blanding til at komme kalken til livs, men bliver midlet for surt, kan det skade fugerne i gulvet, da mørtlen indeholder kalk, som bliver nedbrudt ved syrepåvirkning.

Kalk på flise-, klinke- og murstensgulve

  1. Skyl grundigt med vand, så fugerne mættes. Det skåner fugerne.
  2. Lav en blanding af 2 dl opvaskemiddel og 1 dl eddike eller 1/4 dl eddikesyre og smør blandingen på gulvet. 
  3. Løsn kalken med en skuresvamp.
  4. Skyl med vand, og tør efter med en blød klud.

Kalk på marmor og terrazzogulve

Materialer som marmor og terrazzo indeholder en del kalk og tåler derfor ikke kalkbindende midler. Prøv at fjerne kalkbelægningerne med skurepulver og skuresvamp. I slemme tilfælde kan du med stor forsigtighed benytte en svag eddikeopløsning, men pas på!

Har du et terrazzogulv, så vask efter med vand og sæbespåner, så gulvet igen får et lille beskyttende fedtlag.

Sådan gør du vægge rene

Hvordan du gør væggene rene, afhænger af materialet. Er væggene af samme materiale som gulvet, benyttes samme midler og fremgangsmetode som ved gulvet her.

Malede vægge skal blot tørres af med en fugtig klud. Eventuelt spindelvæv og støv fjernes let med en klud monteret på et kosteskaft.