En typisk familie kan spare 10-15 procent på el- og varmeregningerne bare ved at blive opmærksom på forbruget og spare unødigt forbrug væk – og det gavner både pengepungen og klimaet.
Så hvordan gør du børn og voksne i familien opmærksomme på, hvor meget strøm, vand og varme de bruger, uden at det bliver kedeligt og moraliserende? Og hvordan sparer I på forbruget uden at gå på kompromis med jeres komfort?
Vi giver dig fem råd her.
1. Sæt sjove skilte ved kontakterne
Husk familien på, at der bliver brugt penge og ressourcer, hver gang der trykkes på kontakterne, med wallstickers eller sjove skilte, du selv har lavet. Hæng dem op strategiske steder i huset, fx ved lyskontakter, radiatorer og vandhaner.
Skriv fx: "Sluk mig!", "Det er fedt at blive skruet ned" eller "Hey hey - jeg er ikke i løbetid".
Involvér gerne mindre børn ved at lade dem tegne deres egne tegninger, der kan bruges som skilte.
2. Gå på opdagelse med energimåler
For både børn og voksne kan det være spændende at undersøge, hvor meget strøm, husets forskellige apparater bruger, når de er tændt samt når de er på standby.
Du kan låne en energimåler gratis på mange biblioteker og hos nogle elselskaber, hvis du ikke selv ønsker at købe en.
Måleren kan vise, hvor mange watt et apparat bruger, både når det er tændt, og når det står på standby. Der kan ofte være penge at spare ved at fjerne standby-forbruget ved apparater, der ikke nødvendigvis skal stå på standby.
Måleren kan også vise, hvor meget det helt konkret koster at bruge apparatet.
Lav fx disse øvelser med elmåleren:
- Gæt hvilket af tre udvalgte apparater, der bruger mest strøm?
- Hvem kan finde det apparat i huset, der bruger mest strøm?
- Hvilket rum bruger samlet set mest strøm?
Sådan bruger du elmåleren:
- Tilslut elmåleren en stikkontakt.
- Tilslut det apparat, der skal måles på, til elmåleren.
- Hvis du indtaster din aktuelle elpris, kan du få de præcise priser for de apparater, du tester. Du kan finde den aktuelle pris på den seneste opgørelse fra dit elselskab (hvor du også kan se, om du har fast eller variabel pris i dit abonnement) eller i en af de apps, der viser elpriser.
- Aflæs med det samme, hvor meget el apparatet bruger, og hvad det koster.
- Du kan bruge elmåleren på alle apparater, der kører på 230 volt.
3. Følg jeres forbrug via hjemmesider eller apps
De fleste forsyningsselskaber har en ”Din side”, hvor du kan følge med i dit forbrug. Der findes også en række apps, som gør det muligt at holde styr på forbruget. Ved at følge forbruget er det nemmere at finde ud af, hvor familien kan spare.
4. Lad hele familien få del i besparelsen
Har du børn, kan en motivationsfaktor være at lade dem få kontant del i energibesparelserne. Måske er det nemmere at huske at slukke lys, oplader, computer m.m., hvis det kan mærkes på månedens lommepenge?
Sådan kan I gøre:
- Vælg et fokusområde – fx el – for at gøre det mere overskueligt.
- Udregn jeres besparelse måned for måned. Hvis I har månedsvise opgørelser for jeres elforbrug fra sidste år, kan I sammenligne hver måned med den tilsvarende måned sidste år.
- Sæt jeres egne værdier alt efter, hvad der passer til jeres familie og børnenes alder. Brug 10 minutter på at se jeres gamle el-, vand- og varmeregninger igennem, sæt jer ind i, hvad I betaler, og beslut, hvor meget af besparelsen barnet skal tjene.
- Sæt jer sammen hver måned, beregn hvor meget I har sparet, og udbetal besparelsen til børnene, så de kan mærke, at indsatsen svarer sig.
5. Lav konkurrencer
Dyst i hvem af jer, der kan spare mest på et område, fx vand.
Sådan kan I gøre:
- Skift i første omgang bruseren ud med en sparebruser og drop karbade, hvor der går meget vand og energi til spilde.
- Tal om, hvorfor det giver mening at spare på det varme vand: Der går meget energi til opvarmning af varmt brugsvand, så der er et stort spild, når vandet bare står og løber. Det gavner derfor både pengepungen og klimaet at tage kortere bade og at slukke for vandet, når I fx putter shampoo i håret. I kan også spare penge ved at sænke temperaturen.
- Sæt et æggeur på badeværelset, og lad alle tage tid på deres bad. Notér jeres tider og efter en uge eller måned kan I kåre en energivinder.