Hvad er en god terrasse?

En god terrasse behøver hverken være stor eller ligge badet i sollys fra morgen til aften. Den kan også kendetegnet ved at være lille og intim eller ved at have et overdække, der gør det til en oplagt afslapningskrog, når solen bager ned på de varme sommerdage.

Den gode terrasse kan både være opført i forlængelse af huset udstyret med grill og udekøkken. Men den kan også være spartansk opført i en uforstyrret krog bagerst i haven.

Vigtigst er, at terrassen opfylder de behov, du har. Derfor er det også en god idé at overveje, hvad det er for nogle behov, din terrasse skal dække, inden du begynder at bygge den.

Stil dig selv disse spørgsmål, før du anlægger terrassen

  • Skal der være en eller flere terrasser i haven?
  • Hvor skal terrassen ligge?
  • Hvor stor skal terrassen være?
  • Hvilken form skal terrassen have?
  • Hvordan skal terrassen se ud for at passe til hus og have?
  • Hvordan afskærmer du terrassen og skaber læ?
  • Skal terrassen have en overdækning?
  • Hvilke materialer skal terrassen laves af?
  • Hvilken konstruktion skal terrassen have?

Hvad skal du undersøge, før du anlægger en terrasse?

Med et grundigt forarbejde kan du både afklare dine behov og få en mere præcis fornemmelse af, hvor din terrasse skal ligge, og hvordan den skal se ud. 

Det er derfor en god idé at tegne et par grundige arbejdstegninger, før du går i gang med det praktiske arbejde omkring projektet. På den måde ved du også, hvor mange materialer du skal bruge, og du kan undgå spild og ekstraomkostninger.

Det kan fx være fristende at gå i gang med at anlægge nye terrasser, straks efter du er flyttet ind i et nyt hus. Men det er en god idé at give dig tid til at kende huset og haven bedre, så du fx ved, hvor der er sol og skygge på forskellige tidspunkter af dagen, og hvordan I bevæger jer rundt mellem inde og ude. 

Hvilke typer terrasser findes der?

Den mest almindelige terrasse er en, der ligger i samme niveau som resten af haven. Men der findes flere forskellige typer af terrasser:

  • Terrasse i niveau med haven
  • Terrasse i flere niveauer
  • Hævet terrasse
  • Tagterrasse.

Terrasse i niveau med haven

Den mest almindelige type terrasse i danske haver er en terrasse, der ligger direkte på jorden i samme niveau som resten af haven. Den type terrasse har en rigtig god kontakt til haven, og den er let at udvide, hvis du senere vil have en anden størrelse eller form. Den giver også en stor frihed, når du skal vælge materialer. Du kan både vælge træ, tegl, fliser, natursten, perlesten, m.m.

Terrasse i flere niveauer

Hvis haven og huset ligger på en skråning, er det oplagt at opføre en terrasse i flere niveauer. Terrassen kan fx være opført som store, brede trappetrin, plateauer, hvor der er plads til ophold, fx et plateau til spisebordet og grillen og et andet til liggestolene, hvor mere almindelige trappetrin leder fra det ene plateau til det næste. Den type terrasse kan laves af sten eller træ, afhængigt af de konkrete forhold.

Hævet terrasse

En hævet terrasse er, som navnet siger, en terrasse, der er hævet over jorden. Typisk for at skabe direkte adgang til terrassen fra opholdsrum i huset, som ligger hævet over jorden, fx fordi huset har en høj kælder eller sokkel/fundament. En hævet terrasse har en rigtig god kontakt og sammenhæng med boligen. Den gør det nemt at sætte sig udenfor, når vejret er til det. En hævet terrasse bygges normalt af træ, hvor selve terrassen hviler på et fundament af træstolper.

Tagterrasse

En tagterrasse kan enten etableres oven på et hus med fladt tag, eller den kan indbygges som en del af taget på et hus med taghældning, fx i forbindelse med en tagrenovering eller opførelsen af en ny 1. sal. På tagterrassen er der ofte sol i flere af døgnets timer, end der er nede i haven, hvor træer og huse skygger en del af dagen. Samtidig er der ofte en flot udsigt fra en tagterrasse. Ulempen kan være, at terrassen ligger ubeskyttet, så der er meget træk og vind.

Hvor skal terrassen ligge?

Det er altid rart med en terrasse, der ligger et solrigt sted tæt på huset og med direkte udgang fra boligen. Det giver en god forbindelse mellem hus og have, og gør det lettere at flytte møbler og de daglige aktiviteter som fx madlavning, spisning og afslapning udenfor i de varme måneder.

Terrassen kan med fordel placeres i forlængelse af køkkenet eller stuen. Vær opmærksom på, hvor I placerer terrassedøren, så den ikke ligger i vejen for fx møbleringen i stuen eller arbejdsgangen i køkkenet. 

Terrassens placering afhænger også af solens placering i løbet af dagen, og hvornår på dagen du oftest kommer til at bruge terrassen. En sydvendt terrasse får mest sol i løbet af dagen og passer godt til weekendbrug og frokost. Hvis du ved, at du mest kommer til at bruge terrassen om eftermiddagen og aftenen, kan du overveje at lægge terrassen mere vestvendt, da du på den måde vil få mest ud af aftensolen. En nordvendt terrasse vil kun få meget lidt sol og vil hurtigt virke lidt kold og fugtig. 

På fx dingeo.dk og boliga.dk kan du se et kort over solens placering og skyggefulde områder på din grund i løbet af dagen. 

En god terrasse kan også sagtens være et lille sted i haven, hvor det er skønt at sidde, når du kommer hjem fra arbejde. Har du plads til flere terrasser i haven, kan du fx placere terrasse nummer to i en hemmelig krog i bunden af haven, hvorfra du kan betragte haven og huset fra en anden vinkel. Eller du kan overveje at lave en skyggefuld plads, hvor du kan køle af på en varm sommerdag. 

Hvor stor skal terrassen være?

Terrassens størrelse afhænger af, hvad du planlægger at bruge den til. Nogle bruger mest terrassen til spisning med mulighed for gæster, mens andre gerne vil have plads til aktiviteter og solbadning. 

Du kan få en idé om, hvor stor terrassen skal være ved at stille dine havemøbler op og se, hvor meget de fylder. Sæt evt. også et ekstra bord og stole frem til gæster. Husk, at der skal være plads til at gå bag om stolene, så terrassen ikke virker for trang.

Tegn evt. terrassen og møbler på et stykke papir i et målestoksforhold. Så får du en idé om, hvor meget ting fylder og måske opdager du, at den form, du oprindeligt havde tænkt dig, ikke er passende.

Generelt er det bedre at have en længere og lidt smallere terrasse end en stor kvadratisk terrasse.

Hvis du planlægger en stor terrasse, så indtænk evt. afskærmning eller store potteplanter, som du kan bruge til at dele terrassen op i mindre og intime sektioner, når I kun er få, der bruger terrassen. Husk at græsplænen også kan inddrages, når der er aktiviteter og større arrangementer. 

Hvilken form skal terrassen have?

Ligegyldigt om du vælger træ eller sten til terrassen, er der stort set frit slag for, hvilken form din terrasse kan have. Du kan fx vælge en klassisk rektangulær, en hjørne- eller en organisk form. 

Terrassen kan også bugte sig langs huset, udvide sig med små siddepladser eller pladser til et par liggestole. De forskellige rum på terrassen kan fx afgrænses med bede, hække, hegn, krukker eller espalierer.

Der er masser af muligheder, men resultatet bliver som regel bedst, hvis du laver en samlet plan for, hvordan hus, terrasse og have skal udformes og forbindes.

Hvordan skal terrassen se ud for at passe til hus og have?

Når du skal vælge materialer til din nye terrasse, kan du hente inspiration i magasiner eller på internettet. Men tænk på, at det er vigtigt, hvordan terrassen passer sammen med resten af huset. Terrassen bliver mest vellykket, hvis du vælger en stil, der harmonerer med det eksisterende hus. Det gælder især de terrasser, der ligger tæt på huset.

Er dit hus af ældre dato, kan det passe fint med en terrasse med en landlig stil og træ som materiale. Er dit hus mere moderne, kan stål og glasværn på terrassen supplere huset fint.  

Husk at de planter, havemøbler, og hvad du ellers bruger til at indrette terrassen, også er med at skabe en personlig stil.  

Hvordan afskærmer du terrassen og skaber læ?

Der kan være flere grunde til at afskærme terrassen. De mest typiske årsager er læ for vind og privatliv mod offentlig vej og naboer. 

Afskærmningen kan fx være lavet af hæk, buske eller hegn - eller det kan være husmuren, terrassen er etableret opad.

Overvej nøje, hvordan afskærmningen skal placeres, og hvor meget den skal fylde. Jo mere du afskærmer, jo mere udsigt og sollys kan du potentielt miste.  

Afskærmningen behøver fx ikke at være i fuld ståhøjde, men kun dække af i siddehøjde. Afskærmningen kan også være tæt nogle steder og mere åben eller transparent andre steder.

Hække som afskærmning ved terrassen

Det er en god idé at plante en hæk rundt om dele af terrassen. En hæk giver bedre læ end et lukket hegn eller en mur, hvor vinden skaber turbulens, så det trækker på bagsiden af hegnet/muren.

Som hæk er især bøg og avnbøg gode, fordi disse planter beholder deres løv hele vinteren og derfor giver læ i de første forårsmåneder, hvor vinden kan være lidt skarp.

Også stedsegrønne hække af fx thuja, taks eller buksbom er gode muligheder, hvis man vil have en grøn ramme om terrassen hele året. Både taks og buksbom vokser dog relativt langsomt.

Hvis man hurtigt vil have en stedsegrøn afskærmning af terrassen, kan man plante vedbend op ad et espalierhegn. Det er muligt at købe hækplanter, der har den fulde højde med det samme, så du hurtigt kan få afskærmet terrassen. Disse planter er dog væsentligt dyrere end almindelige hækplanter.

Læhegn som afskærmning ved terrassen

Du kan også lave et læhegn til din terrasse - enten af rafter eller brædder. Et læhegn har den fordel, at du med det samme har den ønskede højde og tæthed. Også her kan du lade slyngplanter gro op ad hegnet, eller du kan hænge hylder eller lanterner op.

Hegn kan fås i mange forskellige design og kvaliteter og i mange forskellige prisklasser. Og du kan også relativt let bygge dit eget læhegn. Det er bedst at vælge en type hegn, der ikke er helt lukket. Dermed kan du til dels undgå, at der skabes turbulens og træk på bagsiden af hegnet.

Skal terrassen have en overdækning?

Overdækning af terrassen er god til afskærmning fra solen og i høj grad også til ly mod den lette sommerregn. Hvis du har mulighed for det, er det en god idé at planlægge havens terrasser, så der både er mulighed for solbadning om sommeren, let skygge på varme dage, spisning i aftensol og mulighed for at krybe i læ for regn og vind på lidt kølige eller våde dage. 

Et let lag af blade eller løv over dele af terrassen kan bestå af en pergola med slyngplanter eller et lille træ med let løv, fx røn, bærmispel eller paradisæble. Her kan du sidde i ly for solen i en behagelig flimrende skygge på hede sommerdage.

Overdækkede terrasser kan også laves med en markise/baldakin, en parasol eller af et rigtigt tag af fx glas, som lader lyset skinne igennem. En overdækket terrasse giver flere timer udendørs om aftenen, fordi overdækningen både skærmer for regn og dug og samtidig holder på varmen.

Husk at hvis du laver en fast overdækning, bør du melde det til dit forsikringsselskab. Så kan overdækningen også blive omfattet af din forsikring.

Desuden skal du være opmærksom på, at der gælder særlige regler for overdækkede terrasser.

Hvilke materialer skal terrassen laves af?

Når man skal anlægge en ny terrasse, står valget typisk mellem en terrasse af sten eller en terrasse af træ. De to materialer er begge velegnede til terrasser. Ud over at terrasser af træ og sten ser forskellige ud, er der også stor forskel på, hvordan materialerne opleves. En terrasse af træ kan føles mere glat og behagelig end en terrasse med betonfliser. Der kan også være forskel på, hvor meget og hvilken vedligeholdelse, de forskellige materialer skal have.

Vi er vant til at tænke over pris, æstetik og funktion, når vi vælger materialer til vores byggeprojekter. Men i dag er der også kommet øget fokus på bæredygtige byggematerialer. De materialer, du vælger til din terrasse, kan have forskelligt klimaaftryk - det vil sige, at der er forskel på, hvor meget produktionen af materialer belaster klimaet.   

Betonfliser har fx et højere klimaaftryk, særligt sammenlignet med de nordiske træsorter, blandt andet fordi det kræver meget høje temperaturer under produktionen af cement til betonen. Omvendt er træ et af de materialer, der optager CO2 og lagrer kulstof, og derfor er det mere bæredygtigt at vælge en træterrasse frem for en fliseterrasse. Vælger du en fliseterrasse, kan du overveje at lave den af genbrugsfliser. Dermed sparer du klimaet for en belastning ved produktion af nye fliser. 

Når vi vælger materialer er det også vigtigt, at vi vælger materialer, der er holdbare og kan bruges så længe som muligt. En lang levetid og muligheden for løbende at vedligeholde materialerne er med til samlet at give en mere bæredygtig terrasse. 

    Sammenligning af udvalgte materialer til din terrasse

    Materialer til terrasse

    CO2e kg pr. m²
    Prisniveau
    Levetid
    Trykimprægneret træ
    5,73
    Lærketræ
    7,03
    Tropisk træ (ipé)
    8,83
    Komposit
    52,72
    Betonfliser
    13,73
    Flere
    Sådan bruger du grafikken
    Ovenover kan du sammenligne udvalgte byggematerialer.

    Klimaaftrykket er et udtryk for, hvor meget det belaster klimaet at producere materialet. Klimaaftrykket er målt i CO2e – CO2 og andre drivhusgasser – det belaster klimaet fra produktion til opsætning og sammenligner med udvalgte materialer inden for samme kategori. Er klimaaftrykket negativt, betyder det, at det er godt for klimaet. Tallet kan variere ved forskellige produkter og kan opgøres i forhold til forskellige enheder. Klimaaftrykket for udvalgte terrassebelægninger er opgjort inkl. materialer til fundament, skruer o.l.

    Prisniveauet er et udtryk for, hvordan de udvalgte materialer ligger i forhold til hinanden og ikke i forhold til byggematerialer generelt. Der er tale om gennemsnitlige priser, da der er prisvariationer inden for alle materialer. Det er rene materialepriser for terrassebelægning. Udgifter til den resterende konstruktion og eventuelt til professionelle fagfolk til at bygge terrassen er ikke medregnet. 1 pengesæk angiver det laveste prisniveau, mens 5 pengesække angiver det højeste.

    Levetiden er et udtryk for, hvordan de udvalgte materialer ligger i forhold til hinanden og ikke i forhold til byggematerialer generelt. 1 timeglas angiver den korteste levetid, mens 5 timeglas angiver den længste.

    Terrasser af træ

    Når du bygger en træterrasse og skal vælge træ, skal du skelne mellem det træ, der skal være i kontakt med jorden, og selve belægningen. Med hensyn til belægningen er det vigtigt, at træet kan tåle fugt og samtidig er lagt på en måde, så det kan tørre ud. Derudover skal det helst være en lidt hård træsort, der kan modstå tryk fra fx møbler.

    Derudover skal du tænke på, at:

    • En træterrasse opleves i høj grad som en forlængelse af huset. Den har en blød overflade, og føles varm og behagelig at opholde sig på i sammenligning med fliser.
    • Træ er som regel mere velegnet til en hævet terrasse end sten.
    • En træterrasse har godt af at få olie cirka hvert andet år.
    • Træterrasser kan være glatte i vådt vejr.
    • Der findes mange forskellige træsorter, der er velegnede til terrasser, fx lærk, eg, gran, robinie, teak, ipé og flere andre eksotiske træsorter. 
    • Der findes også modificeret træ, som fx er varmebehandlet, og dermed har en større modstandsevne over for råd og fugt og en lang holdbarhed. 

    Terrasser af sten

    Hvad angår prisen, er terrasser af sten, fx betonfliser generelt billigere end en terrasse af træ, men ligesom med træbrædder findes der både dyre og billigere sten til terrasser. Hvis du skal have håndværker til at anlægge terrassen, er en stenterrasse som regel lidt billigere at anlægge end en træterrasse.

    Derudover skal du tænke på, at:

    • En stenterrasse holder længere end en træterrasse.
    • Terrasser af sten kræver mindre vedligeholdelse. De skal blot fejes jævnligt, og der skal evt. fjernes ukrudt i fugerne.
    • En stenterrasse bliver ofte farvet mørk over tid af alger og flisepest. 
    • De fleste stenterrasser er ret skridsikre. Kun glaserede klinker/tegl kan være glatte.
    • Terrassefliser og sten findes både som natursten, tegl og beton i mange farver, størrelser og former.

    Hvilke love og regler gælder for terrasser?

    Der er kun få love og regler, når det gælder terrasser og overdækkede terrasser under 50 m2. Men der er nogle få ting i bygningsreglementet, du skal være opmærksom på, inden du går i gang med at anlægge en terrasse.

    En terrasse er ikke omfattet af bebyggelsesprocenten, dvs. det antal m2 på din grund, der må bebygges. Dermed kan du altså både have et hus på det maksimale areal ifølge lokalplanen og også have en terrasse.

    For små grunde under 300 m2 er der dog en særlig regel, der siger, at du kun må etablere glasoverdækninger og overdækninger af terrasser på maksimalt fem procent af grundens areal. Har du en grund på 200 m2, må du derfor højst bygge en overdækket terrasse på 10 m2.

    For hævede terrasser gælder et krav om afstand til skel. Den hævede terrasse må ikke placeres nærmere end 2,5 meter til skel, i sommerhusområder er afstandskravet fem meter. Samme afstandskrav gælder for tagterrasser. Tagterrasser skal desuden sikres med et værn, fx et rækværk el.lign., der er mindst et meter højt. Lodrette åbninger, fx i sider, må maksimalt være 12 cm brede.

    Tagterrasser skal sikres med et værn eller rækværk, der er mindst en meter højt. Lodrette åbninger, fx i sider eller mellem balustre, må maksimalt være 120 mm brede.

    Podcast: Mig og min have

    Episode 2: Stenbelægning i have og indkørsel

    Dette afsnit af ‘Mig og min have’ handler om sten. Sandsten for at være mere præcis. Derfor er Jesper og Andreas taget til Sandstone lige udenfor Sorø, som laver sandstensløsninger til haven, terrassen og indkørslen. Der kan være mange gode grunde til at vælge en sandsten i stedet for beton. Ikke mindst fordi det er en mere bæredygtig løsning, hvis man vil have sten i haven. Lyt med og lær alt om, hvordan du selv kommer igang med at lægge sten i haven.

    Hør alle afsnit samt få de nyeste via Apple Podcasts eller TuneIn.

    Alle afsnit