Hvilke krav skal du opfylde, hvis du vil opføre en skorsten?
Du behøver i udgangspunktet ikke søge kommunen om en byggetilladelse, hvis du ønsker at opføre en ny skorsten, men du har pligt til at orientere den om dit byggeprojekt. Undtagelsen er, hvis skorstenen er en del af et mere omfattende byggeprojekt, hvor skorstenen fx indgår i en mere omfattende ombygning. her kan der godt være krav om, at du skal søge byggetilladelse.
Du må gerne selv sætte en skorsten op, men det er et krav, at den efter opsætning skal godkendes af en skorstensfejer, inden du tager den i brug.
For at sikre, at skorsten er korrekt og sikkert sat op, kan det dog klart anbefales at overlade opgaven til en håndværker med forstand på både regler og installation af skorstene. Ofte er det også en god idé at søge rådgivning hos din lokale skorstensfejer, da der er en række krav til materialer og udførelse, som skorstenen skal leve op til af sikkerhedsmæssige grunde.
Når du opfører en skorsten, skal den og selve røgrøret altid etableres i henhold til leverandørens anvisninger og på en sådan måde, at der ikke opstår fare for brand, eksplosion, skadelig kondens, forgiftning eller andre sundhedsmæssige gener.
Alle skorstensdele skal være MK-godkendte efter de krav til materialer og konstruktioner, som fremgår af bygningsreglementet. En der tale om en stålskorsten, skal den desuden være CE-mærket efter Dansk Standard.
Skorstene skal altid opføres mindst 2,5 meter fra skel samt overholde en række afstandskrav til ventilationsåbninger mv.
Hvilke krav er der til skorstenens materialer og udformning?
Bygningsreglementet stiller en lang række krav til materialer samt udformningen af skorstene. Her skal du være opmærksom på følgende:
- Størrelsen af skorstenens åbning
- Skorstenens højde
- Afstanden til brændbart materiale
- Skorstensrøret
- Skorstenens tilgængelighed
Krav til skorstenens åbning
Størrelsen af skorstenens åbning, som også kaldes lysningsarealet, skal passe til den mængde røggas, som skorstenen skal kunne lede væk.
Hvis åbningen i skorstenen er for lille, kan røgen ikke komme hurtigt nok ud, da modstanden i skorstenen er for stor. Det kan betyde, at røgen slår tilbage, så der kommer røg ind i huset, hvilket er sundhedsskadeligt
Samtidig bliver brændslet ikke forbrændt fuldstændig, da der mangler ilt til forbrændingen. Dermed kan sodrester sætte sig i skorstenen og danne det, man kalder glanssod, som øger risikoen for skorstensbrand.
Skorstenens lysning må heller ikke være for stor, for så kan kold luft falde ned i skorstenen ovenfra. Når skorstenen bliver afkølet, kan der dannes kondens og løbesod inde i skorstenen. Løbesod er mest et kosmetisk problem, fordi den kan trænge gennem skorstenen og give brune plamager på væggene inde i huset.
Hvor stor lysningen i skorstenen skal være, og hvordan det beregnes, kan du læse mere om i Anvisning 272 til bygningsreglementet. Her fremgår det blandt andet, at:
Lysningsarealet, dvs. åbningen på skorstene, generelt bør være mindst 50 cm² (80 mm diameter) for oliefyrede fyringsanlæg og mindst 175 cm² (150 mm diameter) for fyringsanlæg til fast brændsel. Disse krav gælder dog ikke, hvis der er tale om et ikke automatisk fyret fyringsanlæg til biobrændsel.
Krav til skorstenens højde
Skorstenen skal være så høj, at der kan skabes et tilstrækkeligt træk i den til at lede røgen bort.
Trækket skabes af det undertryk, der bliver skabt af den varme røg, der har opdrift og dermed får røgen til at sive op igennem skorstenen. Hvis der ikke er tilstrækkeligt træk i skorstenen, kan røgen slå tilbage og sive ud gennem små sprækker, så der kommer giftig røg ind i huset.
En gammel tommelfingerregel siger, at selve skorstenen skal være minimum 5 meter høj, regnet fra gulvet for at opnå den ønskede effekt. Derudover stiller brændeovnsbekendtgørelsen også krav til højden for skorstene for fyringsanlæg til fast brændsel til og med 30 kW:
- Skorstenen skal udmunde mindst 1 meter over tagfladen, hvis taghældning er op til 5 grader.
- Er taghældningen mellem 5 til 20 grader, skal skorstenen udmunde mindst 40 centimeter over tagrygningen eller være mindst 1 meter fra tagfladen.
- Er taghældningen over 20 grader, skal skorstenen udmunde mindst 40 centimeter over tagrygningen eller have en horisontal afstand til tagfladen på mindst 2,3 meter.
Det er vigtigt, at skorstenen rager så højt op over huset, at røgen heller ikke generer de omkringliggende huse. Siden 26. januar 2015 har det derfor været et lovkrav, at udmundingen på skorstene skal rage mindst 1 meter op over overkanten på ventilationsindtag samt døre og vinduer indenfor en radius af 15 meter. Ændrer du væsentligt på en skorsten opført efter denne dato, eller opfører du en ny skorsten, skal den overholde dette krav.
Bemærk: Ved beregning af skorstenens højde er skorstenspiben ikke regnet med, da den nogle gange er meget høj.
Krav til afstanden til brændbart materiale
Afstanden til brændbare materialer skal altid være så stor, at der ikke er risiko for brandfare. Her varierer afstandskravene alt efter, hvor høj en overfladetemperatur fyringsanlægget maksimalt har. Disse krav gælder også for røgrør og skorstene.
Skal du installere et nyt fyringsanlæg er det vigtigt at følge producentens anvisninger og overholde de afstandskrav, der evt. er angivet. For CE-mærkede fyringsanlæg skal der være udarbejdet en ydeevnedeklaration, hvori afstandskravene ofte er beskrevet.
- Hvis overfladetemperaturen højst er 85 grader celsius, gælder der ingen særlige krav.
- Hvis overfladetemperaturen er mellem 85-100 grader celsius, skal der være en afstand på mindst 30 mm til brændbare materialer.
- Er overfladetemperaturen mellem 100-150 grader celsius skal afstanden mindst være 50 mm.
Hvis afstandskravene for et CE-mærket anlæg ikke fremgår af ydeevnedeklarationen, gælder der en række minimums afstandskrav for både fyringsanlæg og røgrør:
- For fyringsanlæg og aftrækssystemer (røgrør) skal der holdes en minimumsafstand på 3 x røgrørets nominelle diameter, dog mindst 375 mm.
- For aftrækssystemer (betonbundende) skal der holdes en minimumsafstand på 100 mm.
Er fyringsanlægget og aftrækssystemet ikke omfattet CE-mærkning, skal følgende afstandskrav til brændbare materialer overholdes:
- Mindst 100 mm fra murede skorsten.
- Mindst 200 mm fra skorstenen renselem, spjæld o.lign.
- Røgrør 3 gange røgrørets diamenter men minimum 375 mm.
Afstanden måles fra den udvendige side af skorstenen til de brændbare materialer.
Krav til skorstensrøret
Det gælder der for alle typer af skorstene, at de skal være helt tætte.
For at en muret skorsten kan få en plan og tæt overflade, skal den indvendigt i skorstensrøret pudses med en speciel overflademørtel. Der skal desuden anvendes så mange hele sten som muligt, fordi de er de stærkeste og mest holdbare. Under opmuringen skal fugerne trykkes sammen (komprimeres) undervejs, så de bliver smalle, tætte og stærke.
Krav til skorstenens tilgængelighed
Det er et krav, at man kan komme til at rense skorstenen og røgrøret. Renselemmens størrelse skal være mindst lige så stor som skorstenens åbning (lysningsarealet). Skorstenen skal desuden være tilgængelig for udvendigt eftersyn.
Hvis skorstenen er indrettet, så den skal renses fra toppen, skal adgangsmulighederne være forsvarlige, både når det gælder sikkerhed og sundhed.
Hvilke krav er der i forhold til at begrænse røg og andre miljøgener?
Bygningsreglementet stiller krav om, at du ved brug af skorstenen skal overholde retningslinjerne for god og naturlig fyring, så du ikke generer naboerne med røg og luftforurening. Hvis du fyrer med træ, betyder det fx, at træet skal være tørt og fri for kemikalier.
Hvis en skorsten giver væsentlige gener i form af røg og andre luftgener til omgivelserne, har kommunen i henhold til Miljøbeskyttelsesloven lov til at kræve, at fyringsanlægget og skorstenen bliver ændret, så generne fremover kan undgås. Hvis man undlader at ændre forholdene, kan kommunen i sidste ende kræve, at skorstenen bliver nedlagt.
Hvilke regler gælder for rensning af skorstene?
Hvis du har en skorsten, der er i brug, har du pligt til at få besøg af en skorstensfejer 1 gang årligt, hvis du har pejs, brændeovn el.lign. eller et oliefyret anlæg op til 120 kW. Oliefyrede anlæg med en indfyringseffekt på over 120 kW kræver skorstensfejning 2 gange årligt eller efter behov ud fra en konkret vurdering af det enkelte anlæg.
Det er kommunen, der er ansvarlig for at sende skorstensfejeren ud til dig, og det er også kommunen, der opkræver betalingen til skorstensfejeren. Det er bl.a. derfor, at du har pligt til at informere kommunen, når du opfører en ny skorsten.
Du kan læse mere om, hvordan du opfylder kravene i "Anvisning om bygningsreglementet", SBi-anvisning 272.