Hvad er årsagen til elulykker?
Otte ud af ti private boliger har skjulte fejl i elinstallationerne. Fejl, der er i værste tilfælde kan forårsage brand i boligen.
Odense Universitetshospital har lavet statistik over hjemmeulykker (uden arbejde). Her har de registreret i gennemsnit 44 ulykker om året. Det kan fx være børns leg og bid i ledninger, berøring af defekt elektriske apparater og berøring med våde hænder, eksempelvis ved rengøring.
Elarbejde er også farligt for den, der udfører arbejdet. Du kan få stød, hvis du griber opgaven forkert an. Odense Universitetshospital har lavet statistik over gør-det-selv ulykker i hjemmet. Alene på deres skadestue har der over de seneste 13 år (fra 2010-2022) været et gennemsnit på 18 gør-det-selv hjemme-elulykker om året. Kurven er dog generelt nedadgående.
Typiske fejl i elinstallationer
Typiske fejl i elinstallationer, der kan være skyld i brand og stød:
- Løse forbindelser
- Uisolerede dele i en elinstallation
- Brug af en forkert type ledning
- Defekte stikpropper og lign.
- En stikprop, der ikke er samlet korrekt
- En ledning, der er afisoleret for meget
- Manglende dæksel på stikkontakter
- En skrue eller et søm, der går gennem ledninger
- Ledninger, der er forbundet forkert
- Kobbertråde, der er klippet over ved afisolering.
En del af de mange fejl, der er i elinstallationerne i boligerne, skyldes, at gør det selv-folk udfører ulovligt eller forkert elarbejde. Inden du går i gang med gør det selv-arbejde i bygningens elektriske installationer, er det vigtigt, at du sætter dig ind i, hvad du må og ikke må lave - og hvordan du udfører arbejdet rigtigt og sikkert.
De mest almindelige elulykker
De mest almindelige årsager til elulykker er:
- Berøring af defekte eller uisolerede ledninger.
- Reparation eller andre indgreb i apparater.
- Udskiftning af pærer eller berøring af fatninger.
- Berøring af defekte elapparater eller stikkontakter, ofte med våde hænder eller ved rengøring.
- Børns leg med stikkontakter og bid i ledninger.
Er dit hjem elsikkert?
Måske oplever du indimellem, at HPFI-relæet slår fra, eller at sikringerne springer, øjensynligt uden grund. Eller måske knitrer fjernsynet, og stikkontakterne bliver varme. Det er alt sammen tegn på, at der er noget galt med elinstallationerne.
Især i ældre bygninger kan der gemme sig et mylder af gamle ledninger og slidte installationer bag panelerne, som kan udgøre en brandfare. Der er derfor en god idé at tjekke, om dine elinstallationer er i orden.
På Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside kan du finde et elsynskema, hvor du kan tjekke dit hjems elsikkerhed. Her kan du få at vide, hvis der er noget, du bør rette op på.
Hvad skal du tænke på, før du går i gang?
Hvis du vil undgå stød, når du arbejder med elinstallationer, er det vigtigt, at du får slukket helt for strømmen, inden du går i gang. Det er ikke nok at afbryde på kontakten. Du må ikke begynde at arbejde på elinstallationen, før du har gjort følgende:
- Tænd lyset på det sted, hvor elarbejdet skal udføres.
- Afbryd strømmen til det pågældende sted i måler- eller gruppetavlen.
- Kontrollér, at lyset er slukket.
- For at undgå, at andre tænder for strømmen, mens du udfører elarbejde, bør du fjerne eventuelle sikringer eller sætte en seddel på den afbrudte afbryder.
- Vær opmærksom på, at automatsikringer ikke kan fjernes, men kun afbrydes (automatsikringer slår fra af sig selv, hvis strømmen bliver for stor. De kan kobles til igen, uden at du skal skifte til nye sikringer).
Selvom lyset nu er slukket, kan du ikke være helt sikker på, at strømmen er afbrudt. Derfor skal du kontrollere, at der ikke er spænding i nogen dele i arbejdsområdet.
Du kan foretage kontrollen med en spændingstester eller en polsøger. Test, at de virker, inden du afbryder strømmen.
Hvilke typer elarbejde må du selv udføre?
Der er klare regler for, hvad du selv må gøre, og hvornår du skal have en autoriseret elinstallatør til at udføre arbejdet. Det elarbejde, du selv må udføre i den faste installation, ændrer ikke grundlæggende ved installationen.
Det er arbejde, som du kan udføre rigtigt uden at have særlig stor faglig indsigt på området.