Sådan er boligens afløbssystem
Tilstoppede vaske og afløb, toiletter, der ikke kan skylle ud, og utætte eller stoppede kloakledninger kan være ganske ubehagelige gener i boligen - og kan koste penge at ordne.
Når afløbssystemet ikke fungerer, kan lugten være så overvældende, at det tvinger dig til at handle med det samme. Men med jævnlig vedligeholdelse og lidt omtanke kan du sørge for, at afløb fra vaske, gulvafløb og tagrender fungerer upåklageligt og ikke forårsager problemer længere ude i systemet. Opstår der problemer med selve kloakledningerne, er der ikke så meget, du selv kan gøre, her må der professionel kloakservice til.
Afløbsrør, faldstammer og nedløbsrør
Spildevandet fra køkkenvaske og håndvaske, gulvafløb i bruseren og vaske- og opvaskemaskine løber i afløbsrør via brønde ud i hovedkloakken, som løber under vejen. Er boligen på mere end 1 etage, vil der også være et eller flere lodrette kloakrør som kaldes faldstammer. Vandet fra tagrenderne føres via nedløbsrørene ned i en tagbrønd, inden det løber videre enten ud i kloakken eller ud i en faskine.
Vandlås
For at forhindre kloaklugten i at trænge ind i boligen er afløbene på håndvaske, køkkenvaske, toiletter osv. forsynet med en vandlås. Vandlåsen, er udformet, så der altid står lidt vand i den. Det er det vand, som fungerer som prop for lugten, men det er også ofte vandlåsen, der stopper til og skaber problemer.
Hold afløb, der sjældent bruges, fugtige
Afløb uden daglig vandtilførsel risikerer at tørre ud. Sker det, kommer kloaklugt op igennem risten. Sørg derfor for, at der er fx er vand i gulvafløb i varme rum som bryggers og fyrrum. Problemer med udtørring og lugt er særligt store hvis afløb ligger i gulve med gulvvarme.
Hæld 1-2 spande vand i disse afløb et par gange om ugen. Man kan også hælde en sjat madolie i afløbet. Olien lægger sig som en hinde oven på vandet i vandlåsen og minimerer fordampningen.
Afløb, der slet ikke benyttes, kan med fordel lukkes helt. Især hvis det er i kælderen, da det vil mindske risikoen for oversvømmelse ved overfyldte kloakker. Samtidig vil det fjerne en adgangsvej eller et opholdssted for rotter.
Sådan forebygger du tilstoppede afløb
Ved at tænke dig om og jævnligt rense afløbene kan du forebygge de fleste problemer. Gamle afløbsrør vil med tiden stoppe til, fordi organisk materiale og andet danner et lag slam, der sætter sig på indersiden af røret. Men også nye rør kan stoppe til, hvis de ikke passes.
Det er især køkkenvasken, der er meget udsat. Fedt og madrester af forskellig slags sætter sig hurtigt og kan tilstoppe vandlås og afløb. I badeværelset er håndvasken, afløbet fra badekar eller gulvafløbet i brusekabinen udsat for en blanding af sæbe og hår m.m., der også hurtigt kan danne en stoppende masse. Samme blanding kan give lugtgener.
Det bedste, du kan gøre, er at tænke på, hvad du skyller ud i afløbene. Ud over det organiske materiale, der stopper, vil sand, jord og diverse stoffer slide unødigt på rørene. Det er vigtigt, at køkkenvasken er forsynet med en effektiv si, der stopper så mange madrester som muligt.
Undgå også at smide bind, vat, kattegrus og andet affald i toilettet. Maling, olie og kemiske stoffer må heller ikke hældes i afløbene. Ud over at belaste miljøet vil det også nedbryde rørene.
En effektiv metode til at forebygge propper i afløbet under hånd- og køkkenvask på er at hælde 1 eller 2 kedler næsten kogende vand i vasken 1 gang om ugen.
Det er ikke ualmindeligt at opleve dårlig lugt fra gulvafløbet i bruseren, selvom det ikke stopper til. Problemet er ofte, at afløbet ikke bliver skyllet ordentligt igennem ved de korte brusebade, mange af os tager. Her kan kogende vand og evt. en smule opvaskemiddel også være med til at rense det.
Forkert lagt gulvvarme kan tørre vandlåsen ud og forværre problemet. Hæld derfor 1 gang om ugen 2 store spande varmt vand direkte i gulvafløbet. Ved samme lejlighed er det en god idé at tage risten op, skure den grundigt på begge sider og desuden rense den synlige del af afløbet.
Nyere vandlåse, der er indbygget i gulvafløbet, er ret nemme at skille ad, og det kan også være nødvendigt, hvis det stopper til.
Har du en indbygget vandlås?
Er vandlåsen indbygget, skal den tages op og renses. Der findes flere forskellige typer indbygningsvandlåse. Nogle er spændt fast med skruer, mens andre er monteret i afløbsskålen med gummiringe. Du kan blive nødt til at udskifte gummiringene for at få vandlåsen tæt igen og undgå lugtgener. De nye gummiringe kan købes hos en vvs-grossist eller i et større byggemarked med en velassorteret vvs-afdeling. Tag den gamle gummiring med i byggemarkedet, så du får den rigtige med tilbage i første forsøg.
Sådan renser du hånd- og køkkenvask
Lugter en af dine vaske, kan kogende vand i de fleste tilfælde løse problemet. Kogende vand dræber de fleste bakterier og forebygger, at afløbet stopper til. Rens gerne hånd- og køkkenvask 1 gang om ugen eller som minimum 2 gange om måneden.
- Hæld 2 kedler næsten kogende vand igennem vaskens afløb.
- Fjern hår og skidt fra afløbet.
- Rens afløbet så langt ned som muligt. Brug universalrengøring og en svamp eller børste.
- Rengør vaskens prop og rist.
- Tøm vandlåsen, hvis der er tegn på tilstopninger. Vandlåsen sidder under vasken, hvor røret bukker. Den kan skrues af uden brug af værktøj.
- Slut af med at hælde kogende vand i igen.
Sådan vedligeholder du gulvafløbet
Det gælder primært afløb, der benyttes hyppigt, fx i badeværelse og bryggers, hvis der er koblet vaskemaskine til afløbet.
Gulvafløb kan være skyld i ubehagelige lugtgener. Lugtgenerne kommer fra bakterier, som lever af hår-, skæg- og sæberester, der sætter sig i afløbet eller i de ledninger, der fører hen til afløbet.
Med en månedlig rensning af afløbene minimerer du dog risikoen for både dårlig lugt og tilstopninger.
- Fjern risten. Risten er nogle gange fastgjort med skruer, som du lige skal skrue af, inden du kan få adgang til afløbet.
- Tag afløbsskålen op. Rens den, og spul med vand. Eventuelle hårrester fjernes med fingrene og smides i skraldespanden - ikke toilettet, da de så kan give problemer længere nede i kloakken. Det er en god idé at have gummihandsker på.
- Rens afløbet med vand og sæbe, og brug en børste til at skrubbe med - fx en toiletbørste. Det er vigtigt, at du renser så langt ned i afløbet som muligt. Tag evt. brusehovedet af bruseslangen og spul.
- Rens vandlåsen på samme måde som afløbet. Vandlåsen er som regel placeret maksimalt 50 cm under gulvet og kan renses fra gulvet.
- Slut af med at hælde kogende vand i afløbet, inden du monterer risten.
Derfor skal du ikke bruge kemisk afløbsrens eller kaustisk soda
Kemiske midler som afløbsrens, kaustisk soda og klorin skal du undgå. Både af miljømæssige hensyn og fordi de ætser dine rør og gummimembraner indefra.
Kaustisk soda og afløbsrens kan være effektivt til at opløse propper, men du skal være varsom, da midlerne er stærkt ætsende. Større mængder kaustisk soda kan desuden udvikle så meget varme i afløbet, at samlinger og rør af plast bliver deforme og utætte.
Klorin opløser ikke propperne, men virker bakteriedræbende og kan fjerne dårlig lugt i gulvafløb, hvis det ikke hjælper at skylle med kogende vand.
Bland aldrig klorholdige midler med rengøringsmidler eller eddikesyre, da det kan udvikle giftige dampe. Klorin er desuden skadeligt for miljøet.
Det er derfor bedst kun at bruge kogende vand og en smule opvaskemiddel til at rense afløbet.
Hvad gør du, hvis afløbet alligevel stopper til?
Det vigtigste redskab, når afløbet stopper til, er svupperen. Du skal fylde vasken halvt op med vand og lukke for overløbsventilen med bred pakketape eller ved at presse på den med en fugtig klud. Pump derefter hårdt op og ned et antal gange med svupperen. Gentag evt. flere gange og skyl grundigt efter.
Mindre alvorlige tilstopninger kan du ofte klare med svupperen, men hjælper den ikke, kan det være nødvendigt at skille vandlåsen under vasken ad. Det er ikke særligt svært, men det kan godt være lidt ulækkert, så brug gummihandsker og stil en spand under til at opfange vandet. Du kan også bruge en minisplit til at skabe hul igennem et stoppet rør. En sådan kan fås i et byggemarked.
På mere moderne installationer vil både rør og vandlås ofte være af plast og nemme at skille ad uden brug af værktøj. Nogle vandlåse har en bundprop, der kan skrues af, og som gør det muligt at rense. Når du skal samle vandlåsen igen, skal du være omhyggelig og sikre dig, at den er tæt, inden du skyller efter med varmt vand.
Sidder tilstopningen længere ude i afløbet, er midlet en lang fjeder kaldet en rensesplit, der presses ned i røret og drejes rundt, således at den fjerner propper og belægninger. Hvis du selv uden held har forsøgt at rense afløbet, kan det være nødvendigt at tilkalde et vvs-firma.
Vvs'eren har meget effektive værktøjer til sin rådighed, bl.a. trykspuling. Han vil også kunne afgøre, om der er tale om så alvorlige problemer, at der skal en renovering af afløbssystemet til.
Sådan tjekker og vedligeholder du brønde og kloakker
Får du mistanke om utætheder eller brud på kloakledningerne, er der ikke så meget, du selv kan gøre, ud over at kontakt en kloakmester. Ved bl.a. at bruge af tv-inspektion vil han kunne afgøre, om der er skader, og hvad der kan gøres.
Det, du selv kan gøre, er at løfte dækslet til den udvendige brønd af og spule den grundigt med haveslangen en gang imellem. Det vil fjerne eventuelle belægninger og modvirke lugtgener fra brønden.
Hvis du har en trykspuler i forvejen kan du også købe tilbehør til denne så du kan spule kloakkerne selv.
Har du en pumpebrønd, er det meget vigtigt, at den fungerer, for at du kan undgå fugtskader i kælderen. Her kan det være en god idé at lave en serviceaftale på vedligeholdelse hos din kloakmester.
Tagnedløbsbrøndene, der modtager regnvandet fra nedløbsrørene, skal også renses 1-2 gange om året.
Brønden er forsynet med et såkaldt sandfang, der stopper blade, smågrene, grankogler og andet.
Endelig skal du være opmærksom på, at du aldrig må dække dækslerne til nedløbsbrønde og større brønde med fliser eller andet. Dækslerne er den eneste adgang til kloakkerne, når der skal renses eller efterses.