1. Fjern sne ved muren inden tøvejr
Fjern de store mængder sne, der ligger op af sokkel og fundament, mens det stadigvæk er frostvejr. Hvis ikke sneen fjernes, kan den, når det tør, forårsage vandskader og opfugtninger af ydermuren.
2. Tjek nedløbet, inden sneen smelter
Tjek, at alle tagrender og nedløb fungerer. Hvis der er snavs, blade og grene i tagrenden, bør du fjerne dem med det samme, så alt smeltevand frit og sikkert kan ledes væk fra huset. Tjek, om der er frit løb i nedløbet, det kan være stoppet af frostklumper.
3. Hold øje med fygesne på loftet
Tjek loftet for fygesne, og fjern det med det samme. Hvis sneen smelter, kan det forårsage vandskader, som normalt ikke dækkes af forsikringsselskaberne.
4. Tjek alle riste og brønde før tøvejr
Sørg for, at alle riste og brønde i belægninger er fri for sne, is og snavs, så smeltevandet kan ledes væk. De store mængder vand, der kommer, når det bliver tøvejr, har svært ved at trænge ned i den frosne jord.
5. Fjern istapper
Fjern istapper med en lang kost, inden de falder ned og kan give personskade.
Tøbrud kan give oversvømmelse
Grafik: Pernille Munk Bandholst
Tøbrud
Årsag: I perioder med sne eller frost kan der ske tøbrud, hvis temperaturen pludselig stiger meget over en periode og skaber store mængder smeltevand, der kan trænge ind i boligen.
Symptomer: Smeltevand kan trænge ind under tagryggen og skabe fugt- og vandskader på loftet. Vandet kan også trænge ind gennem vindues- og dørlysninger.
Løsninger: Du kan dæmme op for tøbrud ved at fjerne istapper og eventuel fygesne på loftet, før det smelter. Fjern også snebunker og snedriver, der ligger tæt på huset. Grav, hvor det er muligt, render, der kan lede smeltevandet væk.
6. Væk med sne på tag og i tagrender
Fjern sne på tag og i tagrender med en kost, hvis der ligger meget. Meget sne kan hindre vandet i at passere i tagrenden, så smeltevandet i stedet løber over kanten og ned på huset.
7. Pas på oversvømmelse
Hvis dit hus har en niveaufri indgang uden trappe med direkte adgang til haven, skal du passe på oversvømmelse. I så fald bør du have afløbsriste mellem husets indgang og terrænet samt fald i terræn væk fra huset.
8. Dokumentér skaderne med billeder
Tag billeder til forsikringsselskabet, hvis der sker skader på huset under tøvejret, så du har dokumentation på skaderne. Forsikringen dækker vandskader, når sneen smelter efter 'voldsomt tøbrud'.