Hvad er skimmelsvamp?
Skimmelsvamp er bittesmå svampe, der vokser på jord- og plantedele i naturen. Skimmelsvamp kræver tre ting for at kunne vokse: Varme, organisk materiale og fugt. Derfor kan skimmelsvampe vokse i stort set alle huse, når blot der er fugtigt. Skimmelsvampe lever på organisk materiale.
Skimmelsvampe formerer sig ved hjælp af sporer, som de gennem luften kan sprede vidt omkring. Sporerne findes overalt, og når de rette betingelser er til stede, begynder de at vokse og sprede nye sporer.
Hvordan ser skimmelsvamp ud?
Skimmelsvamp kan ses som en misfarvning med forskellige farver fra hvid og lys grå over det gullige, rødlige eller grønlige til helt sorte nuancer. Det kan også være en lodden belægning i de forskellige farver. Skimmelsvamp lugter ofte muggent som jordslået stof.
Hvad kan skimmelsvamp betyde for din sundhed?
Skimmelsvamp i boliger kan gøre mennesker syge. Symptomerne kan være:
- Irriterede øjne, næse og luftvej
- Hoste og trykken for brystet, specielt hos børn
- Hæshed
- Gentagen bihulebetændelse
- Åndedrætsbesvær
- Hovedpine
- Træthed
- Koncentrationsbesvær
- Udvikling af allergi, hvorefter de ovenstående symptomer forværres
Skimmelsvampe frigiver stoffer, som kan være sundhedsskadelige for nogle mennesker.
Det er meget forskelligt, hvor følsomme mennesker er over for skimmelsvampe. Nogle mennesker er særligt følsomme, bl.a. de, der i forvejen lider af allergi. Selvom du er allergisk over for skimmelsvamp, er det ikke sikkert, at du reagerer på alle slags skimmelsvampe. Måske reagerer du kun på nogle få typer. Hvis du er allergisk over for skimmelsvampe, kan det derfor være en god idé at finde ud af præcis, hvilke arter af skimmelsvampe du ikke kan tåle. Det kan gøre det lettere at finde ud af, hvor de skimmelsvampe, du ikke kan tåle, vokser i huset. De forskellige arter af skimmelsvampe har forskellige materialer, der foretrækker at gro på.
Den almindelige priktest tester kun for de to mest almindelige skimmelsvampe, som også er de to mest almindelige i udeluften. De findes hovedsageligt på fugtskadet træ. Det kræver derfor en konsultation hos en speciallæge, hvis allergien skyldes en anden skimmelsvamp.
Nogle skimmelsvampe udskiller giftstoffer (mycotoksiner), der kan give udslæt, hvis man rører ved svampene. Hvis der er meget kraftig vækst af skimmelsvamp på et større område, kan disse skimmelsvampe i sjældne tilfælde være årsag til en egentlig forgiftning.
Skimmelsvampenes muglugt kan være generende, men regnes ikke i sig selv for at være skadelig.
Hvad kan skimmelsvampe betyde for huset?
Skimmelsvamp nedbryder ikke træværket i boligen, sådan som andre svampe kan gøre, fx ægte hussvamp gør. Skimmelsvampe i boligen kan derfor ikke føre til, at bygningen kan bryde sammen. De er helt uskadelige for konstruktionerne i din bolig. Skimmelsvampe er et tegn på, at huset af en eller anden grund er for fugtigt.
Hvor i boligen vokser skimmelsvampe typisk?
Kort sagt trives skimmelsvampe alle steder, hvor der er tilstrækkeligt fugtigt, og hvor der samtidig er organisk materiale, som svampene kan vokse på – og så kræver skimmelsvampe også en tilstrækkelig høj temperatur for at vokse.
Svampesporer, der flyver rundt i luften, kan først begynde at gro, hvis de lander et sted, hvor der er tilstrækkeligt fugtigt.
I huse kan skimmelsvampe bl.a. vokse på og i:
- Maling
- Tapetklister
- Papir og pap, fx tapet og paplaget på gipsplader
- Ubehandlet træ og træbaserede produkter, fx masonit
- Organiske isoleringsmaterialer
- Stof og læder
- Støv og snavs
Du finder typisk skimmelsvampene i baderum, som ikke bliver udluftet godt nok. De sidder ofte i de bløde fuger i overgangen mellem gulv og væg eller på vægge og lofter.
I fugtige og dårligt isolerede boliger kan skimmelsvampene vokse på vægge og lofter eller bag ved møbler, fx bag skabe og reoler, der står op ad en kold ydervæg. Skimmelsvampene kan også sidde skjult bag tapet eller inde i væggen bag gipsplader og lignende beklædninger.
I kældre og på lofter kan skimmelsvampene findes på træværk og vægge, hvor der er fugtigt.
Hvad er årsagen til, at der er skimmelsvamp i boligen?
Skimmelsvamp i ældre, kolde boliger
I ældre boliger kan der være skimmelsvampe på grund af fugt fra en gammel vandskade. Det kan fx være et utæt tag eller vandrør. Der opstår også fugt i dårligt isolerede huse. Den fugtmættede varme indeluft kondenserer på kolde ydervægge. Der dannes simpelthen dug på indersiden af væggene.
Skimmelsvamp i nyere, tætte boliger
Også i nyere, tætte boliger kan der være skimmelsvamp. Her er årsagen ofte dårlig udluftning. I den tætte bolig kan fugten fra beboernes aktiviteter, fx badning, madlavning og tørring af tøj, give problemer. Det sker, hvis fugten ikke bliver luftet ud, enten gennem åbne vinduer eller gennem udsugning, fx mekanisk ventilator i badeværelset og en emhætte i køkkenet. Eller et ventilationsanlæg med varmegenvinding.
Skimmelsvamp i helt nye boliger
I helt nye boliger kan fugten stamme fra byggeriet. Der afgives en masse fugt fra materialerne i nye huse - fugt i beton, letklinkerbeton, gasbeton, puds, spartelmasse, lim, maling, mv. Denne fugt skal udtørres og det kan tage måneder, før huset er tørt. Det kan give skimmelsvampe - selv i et nybygget, velisoleret hus.
Skimmelsvamp i kældre
Kældre er mere fugtige, fordi vand trænger ind udefra, fx gennem vægge eller gulve i direkte forbindelse med jorden. Selv helt tætte vægge vil være lidt mere fugtige, fordi de ikke bliver udtørret mod det fri, som ydervæggene over jorden gør. Det kan medføre skimmelsvampe på overfladerne i kælderen, hvis kælderen ikke er drænet, isoleret udefra og opvarmet.
Hvis fugtproblemerne i kælderen typisk viser sig om sommeren som fugtige gulve og vægge, er der sandsynligvis tale om sommerkondens. Det vil sige, at varm, fugtig sommerluft trænger ind i kælderen og her sætter sig på de kølige gulve og vægge, der er under jordhøjde. Derfor er det vigtigt kun at udlufte kælderen, når det er koldt og klart vejr udenfor – dvs. typisk en tidlig sommermorgen. Generelt skal kældre primært ventileres i fyringssæsonen og ikke så meget om sommeren.
Skimmelsvamp på loftet
Skimmelsvamp på loftet skyldes ofte, at der ikke er nok ventilation, og fugten derfor ikke kan slippe ud. Er loftet fx blevet efterisoleret, er isoleringen måske lagt for tæt op ad tagudhænget, så luften ikke kan komme ind i den ene side og slippe ud i den anden side af huset. Har du stoppet for mange ting ind i dit loftsrum, kan det også forhindre ordentlig ventilation. Der kan også mangle en dampspærre under tagets isolering.
Hvor hurtigt kan skimmelsvamp etablere sig i dit hus?
Hvis der er tilpas fugtigt og varmt, og hvis der er organisk materiale at leve af, kan skimmelsvampe etablere sig på 1-2 uger.
I starten vil der blot være en lille plet med svampevækst, men hvis forholdene forbliver gunstige, kan svampene hurtigt brede sig til større områder.
Derfor er det meget vigtigt at handle hurtigt og få tørret huset og materialerne ud, hvis der har været en akut vandskade, fx et sprunget vandrør, tagsten, der er blæst af, oversvømmelse, brandslukning el.lign.
Sådan fjerner du skimmelsvamp
Mindre angreb af skimmelsvamp på vaskbare overflader kan du fjerne ved at vaske med rengøringsmidlet Rodalon, Minus Mug eller anvende et bekæmpelsesmiddel som Protox eller Hysan. Den metode kan du bruge på bl.a. malede vægge, fliser/klinker, murværk, plastmalet glasvæv. Sørg for at følge produkternes anvisning nøje. Angrebne materialer der ikke kan vaskes, må kasseres. Det kan fx være tapet, bløde vægplader, isoleringsmaterialer, gipsplader samt puds, der skal bankes af.
Det kan være vanskeligt at fjerne skimmelsvampeangreb inde i bygningens konstruktioner, eksempelvis inde i væggene bag gipsplader og lign. Men det er vigtigt, at skimmelsvampene bliver fjernet helt, da der ellers er risiko for, at svampene breder sig igen.
Hvis du har store områder, der er angrebet med skimmelsvampe, skal du overlade opgaven til professionelle. Firmaer, der har specialiseret sig i at skimmelsanere, bruger fx dampafrensning, afrensning med is eller anden mekanisk afrensning af overflader.
Sådan finder du årsagen til skimmelsvampen
Fugtproblemerne skal findes og fjernes. Det er vigtigt at du får elimineret årsagen til skimmelsvampevæksten. Ellers vil problemerne opstå igen i løbet af meget kort tid. Du kan få skimmelvækst i løbet af blot et par uger, hvis betingelserne er til stede.
Du kan bruge denne tjekliste til at finde ud af, hvor fugten kommer fra:
- Er taget tæt. Er der løse tagsten eller utætheder omkring tagsten, skotrender, tagvinduer, skorstene og kviste?
- Er der revner i facaden eller ødelagte fuger mellem mursten, så fugten kan komme ind igennem muren?
- Er der revner i fugerne om vinduerne og/eller dørene.
- Fungerer kloakker, afløb og eventuelle dræn omkring huset ordentligt? Spørg evt. en kloakmester til råds.
- Er tagrender, nedløbsrør og rensebrønde rene og tætte?
- Trænger udsugningen til at blive renset eller skiftet? Er emhættens filter rent?
- Er der utætte vandrør, som vand siver ud af? Hvis jeres vandforbrug er meget højt eller pludselig er steget, kan det være tegn på, at der er utætheder. Du kan også tjekke om dine vandrør er tætte ved at lukke alle vandhaner, sørge for at vaskemaskine eller opvaskemaskine ikke kører, samt at wc-et ikke løber. Når alt er lukket, kigger du på din vandmåler, og hvis den stadig kører, kan der være noget galt.
- Fylder du ofte vand på fyret? Man bør ikke fylde vand på fyret mere end 2-3 gange årligt.
- Er der utætheder omkring gulvafløb, vaske eller i badet?
- Er fugerne på badeværelset intakte? Selv mindre revner og huller kan give store vandskader.
I ældre, uisolerede boliger er det måske ikke muligt helt at undgå kolde, fugtige områder i boligen. Her er det ekstra vigtigt, at du sørger for at lufte ud, så den fugtmættede indeluft bliver udskiftet med en tørrere luft udefra. Husk man bør lufte ud med gennemtræk 3 gange dagligt af 5-10 minutters varighed. Desuden er det vigtigt at opvarme husets rum tilstrækkeligt.
Hvordan undgår du skimmelsvamp?
Sørg for, at luften inden døre ikke er for fugtig. Luft ud ofte så, at den fugtige indeluft ikke kondenserer på fx kølige vægge. Sørg for at eliminere kuldebroer. Hold samme temperatur overalt i huset om dagen.
Du skal også sikre dig, at de enkelte konstruktioner er tætte mod regn og andre fugtpåvirkninger.
I eksisterende bygninger
For at undgå fugt i boligen skal du bl.a. sørge for at:
- Holde taget tæt.
- Reparere vandskader hurtigt.
- Rense tagrender, nedløbsrør og tagbrønde.
- Tjekke, at dræn og kloakker fungerer ordentligt.
- Reparere fuger og revner i facader og fundamenter.
- Sørge for, at fuger omkring vinduerne er tætte.
- Rense emhætten og udsugningen i badeværelset og tjekke, at de virker ordentligt.
- Lufte ud jævnligt, 3 gange dagligt med gennemtræk i 5-10 minutter.
I nybyggeri
For at undgå fugt og skimmelsvamp i nybyggeri er det vigtigt, at byggematerialer bliver opbevaret, så de ikke bliver udsat for fugt. Hvis materialerne er blevet fugtige, må de ikke bygges ind i konstruktioner, før de er tørret ud.
Det er også vigtigt, at det i byggeperioden sikres, at alt den fugt, der er ved nybyggeri, bliver udtørret. Der kommer en masse fugt ved fx støbning af beton, opmuring af vægge, spartling, limning af filt/tapet, maling, mv.
Din adfærd har betydning for udviklingen af skimmelsvamp
Vækst af skimmelsvamp behøver ikke skyldes vandskader og utætheder. Det kan i høj grad også skyldes fugt, der kommer indefra, fx når du bader, laver mad, tørrer tøj og andre aktiviteter, der giver fugt. Her er nogle gode råd til, hvordan du kan gøre din bolig mindre fugtig:
- Luft ud - især i badeværelse, køkken og soveværelser. Sørg for at skabe gennemtræk, når du lufter ud.
- Tænd emhætten, når du laver mad. Start gerne 5 minutter før, og lad den køre i 5 min, efter at du har taget maden af blusset.
- Luk døren til badeværelset, når du er i bad. Tænd for ventilatoren, hvis du har en. Eller åbn vinduet.
- Hæng ikke tøj til tørre i boligen.
- Lad være med at lukke udeluftventiler i vinduer og ydervægge til.
- Luft ekstra meget ud, når fyringssæsonen starter.
Dækker husforsikringen skader på grund af skimmelsvamp?
Husforsikringen dækker normalt ikke angreb af skimmelsvamp, idet husforsikring dækker skader på huset. Skimmelsvamp nedbryder ikke husets konstruktionerne og forsikringen dækker derfor ikke. Men forsikringen vil dog dække, hvis skimmelsvampeangrebet er en følge af en skade, der er omfattet af forsikringen, fx hvis du har haft en stormskade, hvor der er kommet meget vand ind i boligen, som har bevirket, at der opstår vækst af skimmelsvamp.
Ejerskifteforsikringen kan dække skimmelsvamp. Kontakt dit forsikringsselskab for at høre, om der er dækning.