Hvorfor skal du male, vokse eller oliere dine havemøbler af træ?
Alt udendørs træværk bliver slidt og misfarvet at se på med tiden, uanset om det er ædeltræ eller nåletræ. Hvis træet ikke bliver tilført ekstra olie, voks eller maling, der kan beskytte overfladen, vil den naturlige nedbrydning begynde.
Det gælder især havemøbler af træ, som er særligt udsatte for vejr, vind og sol. På grund af havemøblernes mange vandrette flader, som regnvandet ikke kan løbe af, er de meget påvirket af fugt. De vandrette flader er også mere udsatte for solens UV-stråler, som nedbryder træet og gør det gråt.
Temperaturudsving og fugt kan også få træet til at revne og slå sig, hvilket gør det muligt for skimmelsvampe, alger og blåsplint at angribe træet.
Der er altså flere gode grunde til at vedligeholde:
- Du beskytter havemøblerne mod nedbrydning fra vejr, vind og sol, så de holder længere.
- Havemøblerne ser smukkere ud, når de er velholdte.
- Når du oliebehandler teaktræ og andet ædeltræ, kan du bevare træets smukke gyldne glød og undgå, at det bliver gråt.
- Ved at vedligeholde dine havemøbler forlænger du deres levetid, hvilket er godt for både din pengepung og for miljøet.
Hvordan vedligeholder du dine havemøbler af træ?
Du skal helst oliere eller vokse dine havemøbler mindst 1 gang om året og gerne 2, hvis du vil undgå, at de bliver grå og vejrbidte. Malede møbler har også godt af en ny gang maling 1 gang om året hvert eller hvert andet år. Vigtigere er det at friske malingen op, når den gamle overflade er begyndt at krakelere og viser tydelige tegn på slid.
Hvis du har havemøbler af teak, kan de holde i mange år uden behandling. Teaktræ har fra naturens side et stort indhold af harpiks, som beskytter træet naturligt. Teaktræ vil dog med tiden blive gråt, så vil du undgå den grå farve, skal du jævnligt give det olie.
Hvad enten dine havemøbler er oliebehandlede, voksede eller malede, består arbejdet med at vedligeholde dem af tre trin:
- Rengøring
- Slibning
- Oliering/voksning/maling
Det er vigtigt, at møblerne er tørre, når du går i gang med arbejdet. De bør heller ikke udsættes for vand imellem behandlingerne. Det er derfor bedst og lettest, hvis du vælger en periode med stabilt tørt vejr til arbejdet, medmindre du kan arbejde indendørs.
1. Rengøring af havemøbler før behandlingen
- Skur og børst havemøblerne med masser af vand og en stiv børste. Du kan blande lidt trærens i vandet, hvis møblerne er beskidte.
- Der er udviklet særlige plejeprodukter til havemøbler af teaktræ og andre hårde træsorter. Nogle produkter er skånsomme og fjerner snavset uden at fjerne olien i træet. Andre rensesystemer består af 2 produkter, hvor det første opløser snavs og gamle olierester, mens det næste neutraliserer det første produkt og fremhæver træets naturlige glød og udseende.
- Efter rengøringen skal møblerne tørre ordentligt, før du går videre til næste trin i processen. Sæt møblerne ud i solen, eller stil dem under et halvtag, hvis der er udsigt til regn, eller dugfald.
2. Slibning af havemøbler
- Når havemøblerne er tørre, skal de slibes med sandpapir. Oliebehandlede og voksede havemøbler slibes for at gøre overfladen glat og fin. Når træet får vand, rejser træfibrene sig nemlig op og gør overfladen ru. Malede havemøbler slibes, for at den nye maling kan binde på overfladen.
- Slib overfladen i to omgange. Først med lidt grovere sandpapir (korn 100-120) og bagefter med finere sandpapir (korn 200-300). Slib altid i træets længderetning.
- Efter slibningen er det en god idé at blæse eller børste støvrester af stolene, så de ikke ødelægger det færdige resultat, når du olierer, vokser eller maler.
3. Oliering/voksning/maling af havemøbler
- Vælg en dag med tørt og lunt vejr til arbejdet, medmindre du har mulighed for at arbejde indendørs i et værksted, en garage eller lignende, hvor der er god ventilation. Temperaturen skal helst være mellem 10 og 25 grader, og du bør undgå direkte sol.
- Kun malede havemøbler: Giv først de malede havemøbler et dækkende lag med en grunder - så opnår du det bedste resultat. Grunderen skal tørre til næste dag.
- Påfør træolie eller maling med pensel i et dækkende lag. Vær særligt omhyggelig med at mætte endetræ med træolien/malingen.
- Giv havemøblerne mindst 2 lag olie/maling for at være sikker på, at resultatet bliver godt.
- Når havemøblerne er færdige, går der nogle dage, før olien/malingen er hærdet og kan tåle at stå ude i regn og vind.
Når du behandler dine havemøbler, bør det helst forgå udenfor. I flere af træbeskyttelsesprodukterne kan der være stoffer, som ikke bør indåndes. Langt de fleste produkter med bivoks er dog rene naturprodukter. Følg de anvisninger, der er skrevet på produktet.
Hvilken slags olie, voks eller maling skal du bruge?
Der findes mange forskellige former for olie, voks og maling. Vælg altid et produkt af god kvalitet – det giver det bedste resultat.
Den optimale beskyttelse mod solens UV-stråler opnår du ved at vælge en træolie med farvepigmenter. Farveløs træolie kan ikke anbefales som eneste slutbehandling på nåle- og ædeltræ, da den ikke beskytter effektivt mod UV-stråler. Havemøbler, der er behandlet med en farveløs træolie, vil hurtigere komme til at se grå og triste ud end møbler, som er behandlet med en farvet træolie.
Bivoks har været brugt i generationer som træpleje. Det er nemt at arbejde med, og kræver ingen sikkerhedsforanstaltninger da det er et rent naturprodukt. Alt efter det enkelte produkt, kan det påføres med pensel eller blot en klud. Nogle timer efter at det er påført, poleres det med en fnugfri klud. Det giver træet en naturlig mørk glød, det er vandafvisende og det modvirker udtørring.
Farvehandlere har som regel farveprøver, hvor du kan se, hvordan de forskellige typer olie og forskellige farver maling ser ud, når de er malet på træ af forskellig slags. Tag dem evt. med hjem i haven og se, hvordan farverne tager sig ud på det rigtige sted.
I guiden herunder kan du se, hvordan du vedligeholder og klargør dine havemøbler, så de er flotte og klar til at stille ud, når sæsonen begynder.