Hvad er urban gardening?

Urban gardening består af haveprojekter i alle tænkelige former i storbyer. Det kan være køkkenhaver, som beboere går sammen om at anlægge i baggårde, parker eller på hustage og byggegrunde.

Urban gardening kan også være urtehaver på altaner eller de såkaldte vinduesfarme, hvor grøntsager dyrkes i panoramavinduer.

Tankegangen er at udnytte den plads, man har og dyrke sine grøntsager selv. Fænomenet stammer fra storbyer i USA som New York, hvor lokale beboere længe har dyrket små urtehaver i parker, på tage og andre atypiske steder.

 

I 2012 groede kål, gulerødder og kartofler lystigt på den dengang 28-årige Rikke Højris Nielsens altan midt i København. 3 flamingokasser udgør hendes køkkenhave på 5. sal - foruden krukker med squash, bønner og jordbær. For hvorfor ikke gå Bonderøven og andre have-entusiaster i bedene, selvom man bor midt i storbyens pulserende asfaltjungle med udsigt til hustage og baggårde.

- Jeg tænkte, at det kunne være fedt selv at dyrke, hvad man spiste. Jeg bliver aldrig 100 procent selvforsynende, men for mig handler det også om at dyrke noget sundt og økologisk, fortæller Rikke Højris Nielsen.

Bonderøven gav inspiration til hjemmedyrkning

Det er Rikkes første sæson som altanbonde. Hun hygger sig med havearbejdet, der er en god kontrast til hendes job på et mediebureau.

- Mit job med kommunikation kan godt være lidt flyvsk, og så er det rart at komme hjem til noget, der er helt nede på jorden og simpelt og ægte, forklarer hun.

Det var tv-programmet Bonderøven på DR1, der først inspirerede Rikke til at dyrke sine grøntsager selv. Hun begyndte at læse amerikanske blogs om trenden "urban gardening", købte havebogen "Den selvforsynende have" og ønskede sig højbede i julegave.

Plantede kartofler fra ferien på Samsø

Sidst i marts begyndte Rikke at anlægge sin køkkenhave. Hun lavede dræn i bunden af 3 flamingokasser fra Silvan ved at bore hul og lade et stykke vandslange lede overskydende vand gennem bunden og ned i tagrenden.

Derefter fyldte hun kasserne med spagnum og plantede sin første afgrøde: En gang kartofler som hun og kæresten selv havde bragt hjem fra Samsø. En uges tid senere såede hun også pastinakker, gulerødder og radiser i kasserne, mens resten af frøene forspirede indenfor.

Se Rikkes have på 5. sal

- Kartoflerne var den mest kedelige afgrøde, for der skete slet ikke noget i starten. Men planterne, der forspirede indenfor, voksede og voksede, fortæller Rikke.

Flamingokasserne viste sig at være et godt værn mod nattefrost, fordi der også fulgte låg med.

Ingen hønselort på 5. sal

Rikke har endnu ikke tilført sine grøntsager andet end vand og omsorg, og hun gruer for at give dem gødning. Det kan blive nødvendigt, fordi planterne ellers vil hive al næring ud af mulden i kasserne, så jorden bliver udpint.

- Mine forældre prøver at overbevise mig om, at jeg skal slæbe hønselort op på 5. sal, men det kan jeg ikke få mig selv til, forklarer hun.

Men Rikke ved godt, at hun ikke kommer uden om gødning, hvis hun vil bruge den samme jord til næste år.

- Det gør mig nervøs, at jeg ikke ved, hvad der havner i mine grøntsager. Men jeg må bare finde noget gødning, der er virkelig øko, funderer hun.

Radiser på altanen skuffede

Den første høst fra altanen var radiserne. Men de var ikke en ubetinget succes.

- Første gang jeg trak radiser op af jorden, blev jeg skuffet. De var så små! Forventningerne var jo tårnhøje, og jeg havde en idé om, at de ville være meget pænere og bedre end dem, man kan købe.

Nu er resten af afgrøderne ved at være klar til høst, og Rikke har skruet forventningerne lidt ned. Planterne skal bare pusles om lidt endnu og vandes hver anden dag. Derfor må Rikke finde havepassere blandt venner og familie, når hun tager på Roskilde Festival.

Rikkes råd til dit altanhave-projekt

  • Tjek, hvor meget sol og læ der er på din altan, og vælg planter, der passer til forholdene.
  • Sørg for dræn i bunden af plantekasserne. Udover at lave afløb bør du også lægge lecakugler eller småsten i bunden.
  • Giv planterne plads. I flamingokasserne opnår du det bedste resultat ved kun at have 2 rækker grøntsager og ikke 3.