Svaret er nej.

Som udgangspunkt må du ikke beskære din nabos træer, hvis du bor i et hus, som du selv ejer – heller ikke, hvis de skygger, eller grene går ind over grunden. Du kan heller ikke kræve, at naboen selv går i gang med motorsaven.

Tre undtagelser: Her må du beskære naboens træ

Andre regler

Der gælder andre regler for beskæring af træer mellem fx ejerforeningerækkehuse, andelshuse eller lejede huse/rækkehuse. Her er det foreningens vedtægter, husordensregler eller udlejers bestemmelser i fx lejekontrakt, eller andre bestemmelser, der er afgørende.

Nogle foreninger eller udlejere kan have samme regler som i denne artikel, men det er så interne bestemmelser, og uoverensstemmelser reguleres internt.

Der er dog fastsat tre undtagelser i Hegnsloven, der kan give dig ret til at save grene af naboens træ.

Naboen skal beskære sit træ, hvis:

  1. Grenene vokser gennem hegnet. Hvis der vokser grene fra naboens træer igennem jeres fælles hegn, eller grenene hænger så lavt over hegnet, at det skades, må du gerne kappe grenene af i skellinjen.
  2. Grenene hænger for lavt. Hvis grenene fra naboens træ hænger så lavt ind over din grund, at du ikke kan komme til med dine havemaskiner, må du gerne beskære grenene i skellinjen.
  3. Grenene udgør sikkerhedsfare. Hvis der hænger gamle, rådne grene ind over grunden, og de udgør en sikkerhedsfare, kan du kræve, at naboen skærer grenene af. Her må du ikke selv gå i gang med beskæringen.

I tilfælde 1 og 2 kan du selv beskære de grene, der er problemer med. I tilfælde 3 skal du kontakte det lokale hegnssyn, som kan pålægge naboen at beskære træet.

Man har ikke nødvendigvis pligt til at fjerne grene fra træer, der hænger ind over naboskel, men det vil selvfølgelig være god stil at imødekomme sin nabos ønsker.

Det er i øvrigt tilladt at plante enkeltstående træer helt til skel, men de må naturligvis ikke skade bygninger.

Tal med din nabo, før du beskærer træ

Det er dog altid en god idé at forsøge at tale dig til rette med din nabo, inden du tyr til Hegnssynet, for at se, om I kan indgå et kompromis.

Den løsning er både hurtigere, billigere og bedre for jeres fortsatte naboskab end at inddrage myndighederne.

Andre tilfælde hvor et træ skygger på grunden - hvad kan du gøre?

Hvis din situation er helt anderledes end de tre ovennævnte eksempler, og der fx er et stort træ på nabogrunden, der skygger for hele haven, eller spærrer for den skønne udsigt, er sagen ikke omfattet af Hegnsloven.

Det betyder, at du ikke kan inddrage Hegnssynet.

Der kan dog være tilfælde, hvor den naboretlige tålegrænse bliver overskredet. Her kan du vælge at lægge sag an mod din nabo, men den mulighed bør du kun gribe til i yderste nødstilfælde, da det indebærer høje udgifter til advokatregninger, det vil sandsynligvis blive en stor belastning for jeres naboskab, og du har ingen garanti for at vinde.

Det siger reglerne om den naboretlige tålegrænse

Naborettens lovregler om skel, hegn m.v. suppleres af naborettens almindelige uskrevne regler, som er opstillet i retspraksis.

Efter den almindelige naboretlige regel skal en grundejer ikke affinde sig med ulemper fra naboejendommen, der går væsentlig ud over, hvad der efter kvarterets beskaffenhed og ejendommenes beliggenhed er rimeligt, og som grundejeren må være forberedt på. Der er tale om en helt konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Overstiger ulempen, hvad der efter forholdene er rimeligt, skal ulempen normalt reduceres til et acceptabelt niveau, den naboretlige "tålegrænse".

Bortset fra hegnslovens regler om grene findes der ikke lovregler om ulemper fra træer og anden beplantning. Ulemper imødegås ved anvendelsen af den almindelige naboretlige regel, og tvister afgøres ved sagsanlæg ved de almindelige domstole.

Kilde: Hegnsloven.dk

Eksempler: Sådan har retten dømt i sager om høje træer

Der er ingen klare regler for, hvor meget naboens træ skal genere dig, før du kan få rettens ord for, at det skal fældes. Men et par tidligere domme kan give dig et indtryk af retspraksis:

  • 19 meter højt træ skulle fældes: I 2009 afgjorde Vestre Landsret, at en boligejer i et villakvarter i Herning skulle fælde sin 19 meter høje nordmannsgran eller skære den ned til 3 meters højde, fordi den skyggede for eftermiddagssolen i naboens gårdhave. Boligejeren skulle desuden betale sagens omkostninger på 12.500 kr.
  • 25 meter højt træ kunne blive stående. I 1999 afgjorde Østre Landsret, at en 25 meter høj ahorn i Hareskovby kunne blive stående, selvom kronen rakte ind over skellinjen, og træet skyggede for naboens terrasse. Landsretten lagde vægt på, at området havde en lokalplan for bevaring af kvarterets særpræg , herunder skovagtig beplantning, og at træet allerede stod der, da naboen købte sin ejendom.
  • Stort egetræ skulle beskæres. I 2011 afgjorde Vestre Landsret, at et stort egetræ, der stod tæt på skel, skulle beskæres nu og i fremtiden, så ingen del af trækronen eller grene fra stammen overskred skellinjen ind mod naboens ejendom. Naboen krævede i første omgang, at hele træet, der også var stort, da han flyttede ind i 1997, skulle fjernes, da det skyggede på terrassen om formiddagen og mindskede lysindfaldet i stuen, mens det også var skyldt i et stort nedfald af kviste og agern. Det fik ejeren af grunden, hvor træet stod, til at beskære træet, men en mindre del af kronen ragede stadig ind over skellet. Og afgørelsen blev altså, at træet fik lov at blive stående, hvis ingen dele af træet går ind over skellet.

'Må naboens træ hælde ind over min grund?'

Det siger loven om grene fra naboens træer

Hegnsloven, § 19:

Stk. 2. Grene, som vokser ind gennem hegnet eller så tæt hen over hegnet, at dette herved udsættes for beskadigelse, eller som er til ulempe for den for naboejendommens drift nødvendige færdsel med redskaber, maskiner og køretøjer, er naboen berettiget til at afkappe i skellinjen.

Stk. 3. Grene, der på grund af alder, råd el. lign. skønnes at være farlige for sikkerheden på naboejendommen, kan hegnsynet efter naboens begæring pålægge ejeren at fjerne.