Du kan godt tørre tøj udenfor, når temperaturen er under nul, og det er frostvejr. På en rigtig kold og klar vinterdag er luften meget tør og meget velegnet til at tørre tøj i.
Temperaturen påvirker, ligesom solskin og vind, tøjtørringen, men den er ikke afgørende for, om dit vasketøj bliver tørt, når du hænger det op udenfor. Det er i stedet mængden af fugt i luften.
Sol, temperatur- og vindforhold påvirker kun den tid, det tager at tørre tøjet. Så i stedet for at se på termometret til udendørs brug, skal du hellere vurdere luftens fugtighed og vindens styrke.
Kan du tørre tøj om vinteren?
Dit tøj bliver ikke tørt om vinteren, når dugpunktstemperaturen er lig med lufttemperaturen.
Bliver luften koldere end denne grænse, træder fugt ud af luften som dis, tåge, dug, rim, regn eller sne. Dugpunktstemperaturen kaldes derfor også grænsetemperaturen.
Ligger luftens temperatur meget tæt på den kritiske dugpunktstemperatur, er luften næsten helt mættet med fugt.
Hænger du vasketøj ud på en sådan dag, tørrer det kun meget langsomt eller slet ikke. Luften kan ganske enkelt ikke aftage fugten i tøjet.
Hvornår er luften for fugtig til at tørre tøj i?
Man kan ikke sætte en præcis procentdel på luftfugtigheden for at kunne opklare, hvornår vasketøjet kan tørre udenfor. Men generelt kan man sige, at jo højere luftfugtigheden er, jo længere tid er tøjet om at tørre.
Hvis luftfugtigheden er på 100 procent, tørrer dit vasketøj ikke, og hvis luftfugtigheden er højere end 90, tager det meget længere tid at tørre tøj end normalt.
Undersøg luftfugtigheden for i dag
Tjek, hvor fugtig luften er på "Vejret lige nu" på dmi.dk (scroll lidt ned og tryk på "Luftfugtighed).
Bliver tøjet stift i frostvejr?
Hvor mange tørvejrsdage er der i Danmark om året?
Ca. to ud af tre dage i Danmark er tørvejrsdage - under 1 mm nedbør pr. døgn.
Fra 2011-2020 var der i gennemsnit 230 tørvejrsdage om året, viser en opgørelse fra DMI.
Når vi tørrer tøj i plusgrader, fordamper fugten ud af tøjet. Vandet i tøjet bliver til vanddamp, der forlader tøjet.
Når tøjet tørrer i frostvejr, sker det i flere trin. Lige når tøjet hænges ud, vil noget af vandet i tøjet fordampe, mens resten fryser til is i tøjet. Det gør tøjet helt stift.
Derefter sker resten af tørringen ved, at iskrystallerne i tøjet fordamper direkte ud i luften. Iskrystallerne i tøjet behøver ikke at smelte til flydende vand, før de kan fordampe ud i luften.
Når vand på fast form (is) går direkte til gasform (vanddamp), kaldes det sublimation. Når tøjet er helt tørt, forsvinder stivheden i det igen.
Blæst og sol hjælper med at tørre tøj
Er luften meget tør, tørrer vasketøjet hurtigt. Hvis det blæser, går det endnu hurtigere.
Når det blæser, fjernes den fugt, der netop har forladt tøjet, ud i luften med det samme. Samtidigt kommer ny og mere tør luft hen til tøjet hele tiden. Det øger tørreprocessen.
Står luften helt stille, bliver luften meget tæt på tøjet mere og mere fugtig og får vanskeligere og vanskeligere ved at aftage mere fugt. Det sænker tørreprocessen.
Også sol får tøjet til at tørre hurtigere. Solskin giver mere fordampning, specielt på mørkt tøj, der optager solens stråler. temperatur. Og alt andet lige giver en højere temperatur mere fordampning.
Lad tøjet hænge til tørre udenfor - også for en kort stund
Da dagene ikke er så lange om vinteren, kan det ske, at vasketøjet ikke er nået at blive helt tørt, før det bliver mørkt.
Det delvist eller næsten helt tørre tøj kan tages ind og tørre færdigt i vaskekælderen eller i tørretumbleren, hvis du ikke ønsker at lade det hænge ude natten over.
Den resterende fugt i tøjet smelter i tøjet og fordamper derefter.
Den del ad tørreprocessen, der har været udenfor, forkorter eller fjerner helt tørretiden i tørretumbleren. Det gavner både din pengepung og miljøet.