Regler for støj i boligområder
Hvis din nabo putter grene i kompostkværnen, slår græs kl. 6 om morgenen, saver brænde med motorsaven midt om natten eller spiller musik til den lyse morgen, kan du normalt ikke gøre andet end at bede ham pænt om at stoppe.
Der findes nemlig ingen fastsatte regler eller decibelgrænser for, hvor meget eller hvornår, man må støje i sin have.
Der kan dog være kommunale regler, som omhandler støj i boligområder. En kommune kan således vedtage regler om støj fra fx plæneklippere, motorsave og hanegal på grundlag af Miljøaktivitetsbekendtgørelsens § 19, og give et påbud, hvis reglerne ikke følges. Kontakt din kommune, hvis du vil finde ud af, om der er sådanne regler.
For høj musik i haven er forbudt
Det kan imidlertid straffes med bøde at spille så høj musik i haven, at det 'forstyrrer den offentlige orden', som det er formuleret i Ordensbekendtgørelsen. Det er altså ikke tilladt at spille så høj musik, at det generer naboerne. Om musik i haven er til gene, afhænger blandt andet af tidspunktet. Der er forskel på at spille musik kl. 2 om natten og kl. 14 om dagen.
Start altid med at give en venlig henstilling til din nabo om at skrue ned for musikken, før du kontakter politiet. Det vil altid være bedre for naboskabet, hvis du kan få ro på denne måde.
Generelle regler om nabostøj
- Bor du i en privat udlejningsbolig og oplever støj fra naboen, kan du prøve at kontakte din udlejer, da udlejer skal sikre, at der hersker en god stemning i ejendommen. Hvis din nabo hverken reagerer på din klage eller udlejers krav om ordentlig opførsel, kan udlejer opsige din nabos lejemål.
- Bor du i et alment boligbyggeri, kan du kontakte kommunens beboerklagenævn. Klagenævnet har til formål at afgøre tvister mellem beboere i det almene boligbyggeri.
- Har du en ejerbolig og ønsker at klage over naboen i en anden ejerbolig, kan du kontakte grundejer-, ejerlejligheds- eller andelsboligforeningen, alt efter hvilken boligtype du bor i.
Regler om støj i Ordensbekendtgørelsen
I Ordensbekendtgørelsen står der følgende:
§ 3. Slagsmål, skrigen, råben eller anden støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, må ikke finde sted.
Stk. 4. Begås de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger på steder, hvortil der ikke er almindelig adgang, og medfører de forstyrrelser af den offentlige orden, kan politiet påbyde, at de bringes til ophør.
Studenterfester får naboer til at klage
Omkring sankthans og alle studenterfesterne er det tidspunkt på året, hvor politiet får flest henvendelser omkring støj i haven. Er vejret godt, er der flere, der klager, end hvis vejret er dårligt.
Hvis du skal holde havefest, bryllup, konfirmation eller studentergilde, er det en god idé at orientere dine naboer og genboer og vise hensyn. Du kan fx fortælle, hvornår festen slutter og give dem dit telefonnummer, så de kan ringe til dig, hvis der er problemer
Kommunale regler for støj i haven
Miljøaktivitetsbekendtgørelsens § 19 siger:
"For at forebygge støjgener kan kommunalbestyrelsen meddele påbud eller udstede forskrifter, som begrænser ikke-erhvervsmæssig anvendelse af støjende, motordrevne redskaber, værktøj og lignende samt generende knallertkørsel eller lignende på privat grund udenfor godkendte baner.
Stk. 2. Ligeledes kan kommunalbestyrelsen give påbud om, at støjgener fra ventilationsanlæg på private eller kommunale ejendomme skal begrænses".
Ingen præcise regler for støj fra haveredskaber
Der findes ingen præcise regler for, hvornår og hvor meget du må støje med haveredskaber, selvom kompostkværne, benzindrevne kædesave, buskryddere og rundsave larmer lige så meget som en lastvogn under kraftig acceleration. Selv eldrevne kædesave og benzindrevne plæneklippere har et støjniveau som en personbil under kraftig acceleration.
Men som nævnt kan de enkelte kommuner have regler om støj fra blandt andet motoriserede haveredskaber.
Derudover har nogle grundejerforeninger lavet regler om, hvornår man må larme i hverdagene og om søndagen. Det kan fx være, at du ikke må støje inden kl. 8 morgenen, efter kl. 18 om aftenen og kun til kl. 12 om søndagen. I princippet har grundejerforeningerne dog ikke nogen sanktionsmuligheder, men kan kun henstille til at bevare det gode naboskab i området.
Støj ikke tidligt, sent og ved spisetider
Du er et skridt i den rigtige retning mod det gode naboskab, hvis du undlader at støje ved spisetider, før kl. 10 i weekenderne og efter spisetid om aftenen.
Derudover er det altid en god idé at snakke med naboerne, hvis du skal holde fest eller af andre årsager ikke kan undgå at larme i et upassende tidsrum.
Lav mindre støj med motoriserede haveredskaber
- Køb lydsvage haveredskaber, hvis dine naboer bor tæt på.
- God vedligeholdelse af dine haveredskaber giver mindre støj.
- Giv ikke mere gas end højst nødvendigt, og slip gassen, så snart redskabet er ubelastet.
- Undgå at overbelaste redskabet.
- Vælg en afskærmet placering ved stationær brug af fx kompostkværne eller brændesavning.
Kilde: Pjecen "Nabostøj i hus og have" fra Miljøministeriet og Tine Nielsen, fagekspert i Bolius