Hvad er gylle?
Gylle er en tyktflydende, brunlig væske, som er blandet af fast gødning (møg) og ajle (urin). Gødningen kommer fra husdyr, og den indeholder næringsstoffer som kvælstof, kalium, fosfor, magnesium og svovl samt mikronæringsstoffer som fx kobber, bor, mangan og zink.
Sådan er reglerne for gyllespredning
- På lørdage, søndage og helligdage er det ikke tilladt at køre gylle ud i områder, der ligger tættere end 200 meter på byzone, sommerhusområder eller i landzone, der ved lokalplan er udlagt til boligformål. På hverdage er det tilladt at køre gylle ud i disse områder.
- Der er i lovgivningen ikke angivet noget tidsrum for, hvornår på døgnet gyllen må spredes.
- Det er ikke tilladt at sprede gylle fra høsten, dog senest 1. oktober, og indtil 1. februar det følgende år. Med høst menes den periode, hvor landmændene høster deres afgrøder.
- Det er dog tilladt at sprede gylle fra høst til 1. oktober på etablerede, overvintrende fodergræsarealer, på arealer, hvor der den følgende vinter skal være vinterraps, samt på arealer, hvor der senest 20. august etableres grøngødning med gul sennep, olieræddike eller gul sennep og olieræddike forud for sukkerroer, hvor der er indgået kontrakt med en sukkerfabrik om afsætning af sukkerroerne. Det er også tilladt at sprede gylle fra høst til 15. oktober på arealer med frøgræs, for hvilke der er indgået kontrakt med frøavlsfirma om levering af frø i den kommende sæson.
- Det er ikke tilladt at sprede gylle på vandmættet, oversvømmet, frossen eller snedækket jord.
Hvorfor spredes gylle på markerne?
Gylle indeholder store mængder kvælstof, som giver god næring til planter og afgrøder på landmændenes marker.
Der spredes omkring 30 millioner tons gylle i Danmark om året.
Hvornår spredes gylle?
Gylle spredes især om foråret, hvor planterne på de tilsåede arealer er i vækst. Planterne optager nemlig gyllen bedst, når de er i vækst. Derfor skal landmandens gylletanke være store nok til at kunne rumme minimum 9 måneders produktion af gylle.
Gyllen må kun spredes via udlægning med slanger, slæbesko eller ved nedfældning. Ved nedfældning skærer landmandens maskine en fure i marken, sprøjter gyllen i og lukker efterfølgende til med jord.
Al gylle på sort jord og græsmarker skal nedfældes. Når gylle nedfældes, begrænser det lugtgenerne - fra fx ammoniakgasserne – med 80-100 procent.
Må lugten af gylle være til gene for naboer?
”Bekendtgørelse om husdyrbrug og erhvervsmæssigt dyrehold, husdyrgødning, ensilage m.v.”, som er den bestemmelse, der beskriver reglerne for spredning af gylle, siger i øvrigt: ”Udbringning af husdyrgødning, afgasset vegetabilsk biomasse, ensilagesaft, restvand og affald må ikke give anledning til unødige gener.”
Hvilke lugtgener kan gylle give?
Gylle lugter, fordi ajle i forbindelse med møg frigiver blandt andet ammoniak, svovlbrinte og butansyre, som vi er meget lugtfølsomme overfor.
Ofte er det dog ikke lugten af den gylle, som er spredt på marken, der generer naboerne mest. Det er i stedet lugten fra svine- og kvægstalde, som spredes i luften via ventilationsanlæg, eller lugten fra uoverdækkede gylletanke.
Gyllebeholdere på svine- og minkfarme, som etableres mindre end 300 meter fra nabobeboelse, skal altid forsynes med fast overdækning i form af flydedug, teltoverdækning eller lignende. Det gælder sådan set for alle typer af gylletanke, men landmanden har lov til at undlade kunstig overdækning, hvis der er etableret et naturligt flydelag oven på gyllen, som han løbende kontrollerer.
Hvad kan du selv gøre for at undgå lugt af gylle?
Er lugten af gylle først kommet indenfor i dit hjem, er der faktisk ikke meget, du kan gøre. Hverken kemiske løsninger, fx lugtfjernere, eller tekniske løsninger, fx luftrensere, kan afhjælpe lugten på en effektiv måde. Og lugten sætter sig meget nemt i vådt vasketøj, der hænger på snoren udenfor.
Derfor er det en god idé at have en god kommunikation med de nærliggende landbrug, så du kan få lukket vinduer og døre i tide - og så I måske kan få koordineret, at gylleudbringning og konfirmation i haven ikke falder sammen.
Landbrugets vidensportal, landbrugsinfo.dk, har udgivet pjecer til landmænd om, hvordan de bør informere deres naboer om generende gyllelugt. De opfordrer landmændene til at tage hensyn til naboerne og sørge for at informere dem om tidspunkterne for gyllespredning. De giver også råd til landmændene om, hvordan gyllen kan give færre lugtgener:
- Landmændene kan reducere indholdet af lugtstofferne i gyllen inden udbringning.
- Landmændene kan udbringe gyllen på en måde, hvor gyllen hurtigt kommer ned i jorden, hvor lugtstofferne bindes.
- Landmændene kan udbringe gyllen på tidspunkter, hvor vind- og vejrforholdene betinger, at gyllelugten generer mindst muligt.
Danske Svineproducenter oprettede tidligere den frivillige ordning GylleSMS, hvor landmænd kunne sende SMS-beskeder via GylleSMS til naboer med varsling om gyllekørsel, men tiden er løbet fra ordningen, der er blevet nedlagt. I stedet kommunikerer landmænd og deres naboer i nogle områder i grupper på fx Messenger. Andre landmænd putter en fortrykt seddel i naboernes postkasse om, hvornår de forventer at køre gylle ud på markerne.
Hvordan påvirker gyllelugt huspriserne i området?
Der kan ikke sættes præcise tal på, hvordan gyllelugt påvirker huspriserne i et område. Flere ejendomsmæglere mener, det har en effekt på salgbarheden - især i områder med store svinefarme, hvor lugten af gylle kan være meget konstant.
Landsforeningen af Gylleramte mener, at lugten kan forringe en ejendoms værdi med mellem 20 og 30 procent, men tallet er svært at dokumentere.
Tilbage i 2003 viste en rapport fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF), at boligpriserne i Århus-området og på Vestsjælland daler med henholdsvis 16 og 24 procent for boliger, der ligger tæt på svinebrug, mens fynske ejendomspriser på de ejendomme, der ligger tæt på svinebrug, ikke påvirkes negativt.
Hvilke muligheder har du for at klage over lugt af gylle?
Har du først købt hus i et område, der efterfølgende viser sig at være ramt af gyllelugt, er det svært at gøre indvendinger.
Derimod kan du søge information hos - og evt. klage til - kommunen, hvis lugten stiger i intensitet, hvis svineproducenten ikke overholder regler og bygnings-regulativer, eller du finder ud af, at der er planer om at anlægge eller udvide en svinefarm.
Er du ikke tilfreds med kommunens behandling af sagen, kan du klage til Natur- og Miljøklagenævnet.