Det kan være en god idé at tænke dig om en ekstra gang, inden du selv går i gang med at lave en faskine i haven. Hvis der sker fejl i arbejdet, risikerer du alvorlige skader på dit hus, og der er ingen hjælp at hente hos forsikringsselskaberne.
At lede regnvand langsomt ned i jorden, så det ikke havner i det hårdt prøvede kloaksystem, er som udgangspunkt en god idé, men det kræver indgående kendskab til både jordforhold, dimensionering og teknologi, når faskinen skal etableres. Derfor er det en god idé at søge professionel hjælp og rådgivning til dimensionering, placering og udførelse, når du går i gang med projektet.
Tilskud og fradrag til faskine
Udgiften til professionel assistance ved etablering af en faskine, behøver ikke være uoverkommelig. Prisen afhænger af, hvor omfattende en opgave der er tale om, men begynder ifølge danske kloakmestre ved 8000 kr. Flere kommuner yder tilskud til arbejdet, og udgifter til håndværkere i forbindelse med etablering af en faskine er omfattet af håndværkerfradraget.
Advarsel mod gør det selv-faskiner
Omfattende problemer og risici med gør det selv-faskiner får Parcelhusejernes Landsforening til direkte at advare mod selv at installere faskiner. Især større faskiner, hvor man afskærer de afløb, der tidligere gik til kloaknettet, kræver ifølge foreningen professionel hjælp.
- Som jeg ser det, er der tonsvis af grunde til at lade en professionel udføre arbejdet, mens der kun er én eneste grund til at gøre det selv - nemlig, at det umiddelbart er billigere. Men det er ofte nogle dumme penge at spare, mener Allan Malskær, formand i Parcelhusejernes Landsforening.
Han anbefaler derfor husejere at søge professionel hjælp fra en autoriseret kloakmester, hvis de overvejer at etablere en faskine.
Det er under alle omstændigheder ikke tilladt selv at til- eller frakoble noget på kloakledningerne, da det kræver autorisation.
Lad en professionel klare installering af faskine
Rådgiver i Videncentret Bolius, Morten Mathiasen, anbefaler også, at du tænker dig godt om, inden du selv går i gang med at etablere en faskine.
- Hvis man er en god handy-have-mand/-kvinde, og man blot sætter sig godt ind i sagerne, så burde man godt kunne klare det meste selv, men selve installeringen ville jeg lade en professionel om, for der er stor risiko for fejl, mener Morten Mathiasen.
Fejlinstallerede faskiner er en tikkende bombe
Hvis faskinen ikke fungerer optimalt, kan der opstå store skader.
De mest almindelige fejl ved faskiner er manglende kendskab til jordforhold og forkert dimensionering. Hvis boligejeren fx ikke har foretaget de nødvendige jordbundsprøver, er der risiko for, at vandet ikke siver ned med den forventede - og nødvendige - hastighed. Og hvis selve faskinen ikke er dimensioneret korrekt, er der risiko for, at den ikke kan rumme de store vandmængder.
Fejl ved faskine kan give fugtskader
I begge tilfælde vil resultatet være, at vandet stiger op, og det kan give store skader. Typisk vil det blive stuvet op i brønden og i nedløbsrørene og derefter løbe ned langs husmuren og skade soklen og i værste fald løbe ind i husets kælder. Men også tekniske fejl kan resultere i lignende skader.
Forsikringsselskaber afviser skader fra faskiner
Hvis skaden først er sket, og vand fra faskinen har skadet din eller din nabos bolig, dækker forsikringsselskabet som udgangspunkt ikke skaden, hvis du selv har installeret faskinen. Selskabet vil typisk henvise til, at skaden er sket, fordi faskinen er fejlinstalleret, og at du derfor selv er ansvarlig for evt. skader.
- Der gælder det samme for etablering af en faskine som for el- og vvs-arbejde. Visse ting kan du sagtens lave selv, men hvis du gør det forkert, så det ikke virker efter hensigten og måske endda forårsager eller forværrer en skade, så risikerer du, at forsikringen ikke dækker, siger Riccardo Krogh Pescatori, konsulent i Forsikringsoplysningen.
- Det kan derfor blive rigtigt dyrt for den enkelte husejer. Og så er de penge, man har sparet ved selv at gøre arbejdet, altså hurtigt brugt op, siger Allan Malskær.
Han gør opmærksom på, at du som husejer har ansvaret for at dokumentere, at faskineløsningerne er korrekte.
Under 10.000 kroner for professionel hjælp
Ifølge Danske Kloakmestre koster det fra 8.000 kr. at få en professionel til at etablere faskinen, og derudover har flere kommuner valgt at refundere en del af tilslutningsbidraget til boligejere med faskiner. Det er muligt at få håndværkerfradrag for udgifterne for etablering af faskinen.
Boligejere kan spare endnu flere penge, hvis de selv giver en hånd med.
Hjælp kloakmester med at lave faskine
- Vi ser mange eksempler på, at der opstår skader, hvis folk selv etablerer faskiner, og vi opfordrer derfor til at bruge professionel hjælp. Men det betyder ikke, at man skal lade en kloakmester gøre hele arbejdet - der er masser af ting, man selv kan gøre, siger Verner H. Kristiansen, formand for Danske Kloakmestre.
Han anbefaler derfor boligejere, der overvejer at etablere en faskine, at tage kontakt til en kloakmester og derefter lave en plan for forløbet og fordele arbejdsopgaverne mellem sig. I de fleste tilfælde kan du som minimum selv stå for gravearbejdet.
Fagfolk garanterer forsikringsdækning
Verner H. Kristiansen understreger, at du er sikret hjælp, hvis der opstår problemer, hvis du bruger en professionel, der er medlem af en brancheforening med garantiordning.
- Ved at lade en professionel udføre arbejdet, vil det også være deres forsikring, der dækker evt. skader, siger han.
Han peger også på, at det kan være en fordel at have de nøjagtige tegninger over faskinens placering og rørføring, hvis du skal foretage andre udgravninger i haven, eller i en salgssituation, hvor de nye ejere har brug for den viden.