Siden Mark- og Vejfredsloven blev ændret 1. juli 2014 er det ikke længere tilladt at aflive katte, husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, der strejfer rundt på din grund.
Der er dog undtagelser fra loven:
- Hvis katten angriber andre husdyr, eller der er overhængende fare for, at det vil angribe personer eller ejendom, må du aflive det uden forudgående advarsel.
- Hvis der er tale om en herreløs kat, og hvis jagt er tilladt på grunden, er det tilladt at skyde katten, hvis det sker dyreværnsmæssigt forsvarligt, og hvis det sker uden forudgående indfangning.
Hvad gør du, hvis en kat strejfer rundt på din grund?
Ejere af et af de ovenstående husdyr har pligt til at holde deres dyr på egen grund. Hvis dyrene færdes på din grund og er til væsentlig gene, kan ejeren straffes med bøde. Væsentlig gene er fx, hvis dyret er aggressivt, trænger ind i din bolig eller skader din ejendom.
Hvis en kat, tamkanin eller et af de andre dyr strejfer rundt på din grund, er det tilladt at fjerne dyret på en ”hensigtsmæssig måde”, fx ved at jage det væk eller forsøge at indfange det. Med hensigtsmæssig menes, at dyret ikke må opleve unødvendig smerte eller lidelse.
Hvis du fanger dyret, skal du hurtigst muligt, og senest inden for 24 timer, kontakte ejeren. Hvis du ikke ved, hvem dyret tilhører, skal du kontakte politiet. Det er din pligt at fodre og passe dyret forsvarligt.
Må du kræve betaling fra ejeren, hvis du har fanget en kat?
Hvis dyret har forvoldt skade på din grund, kan du forlange erstatning af ejeren.
Det er også muligt for politiet at udstede bøder til katteejeren, hvis katten er til væsentlig gene. Der har så vidt vides ikke været nogle sager endnu, og Rigspolitiet har ikke kunnet oplyse, hvor stor en evt. bøde kan være.
Har det være tilladt at skyde katte og hunde?
Ja, inden Mark- og Vejfredsloven blev ændret 1. juli 2014, var det – hvis en række forudsætninger var opfyldt – tilladt at skyde hunde og katte, der strejfede rundt på din grund. Det krævede bl.a., at ejeren inden for det seneste år var blevet advaret, eller advarslen var blevet offentliggjort. Hvis dyret angreb andre husdyr, eller der var overhængende fare for, at det ville angribe personer eller ejendom, måtte dyret aflives, uden forudgående advarsel.
Ifølge Dyrenes Beskyttelse har der været en række tilfælde, hvor hunde og katte er blevet skudt på naboens grund. Det mest kende eksempel er hunden Balder, som genboen skød, da Balder ofte løb ind på hans grund, hvor han selv havde hjorte, kaniner og hunde.