Hundeloven om hunde på privat grund
- Det er forbudt at lade en hund færdes på private arealer, som besidderen af hunden ikke har brugsret til.
- Kommer der en hund ind på din grund, må du på en forsvarlig måde fjerne hunden. Du må kun forsøge at skade hunden, hvis den angriber dig eller andre husdyr eller skader din ejendom. I så fald skal du ikke betale erstatning, hvis hunden herved kommer til skade eller omkommer.
Nej, du må ikke uden videre skyde naboens eller andre hunde, der strejfer rundt på din grund. Du må hellere ikke gøre skade på hunden.
Kun, hvis hunden angriber andre husdyr, eller hvis der er overhængende fare for, at hunden angriber personer eller ejendom, er det tilladt at aflive hunden uden varsel, da der vil være tale om nødværge.
I 2014 gennemførte Folketinget en ændring af Mark- og Vejfredsloven og Hundeloven, som betyder, at du ikke længere må aflive hunde og andre husdyr, løsslupne pelsdyr, tamkaniner og fjerkræ, der gentagne gange strejfer på din grund. I forbindelse med lovændringen blev Mark- og Vejfredslovens regler om strejfende hunde samtidig samlet i Hundeloven for at gøre reglerne tydeligere.
Hvad gør du, hvis en hund strejfer på din grund?
Du må fortsat gerne jage en uønsket hund væk fra din grund. Men i modsætning til tidligere må du ikke længere indfange dyret og kræve betaling fra dyrets ejer, hvis han eller hun ønsker det udleveret.
Hvis du indfanger et strejfende dyr på din grund, har du ifølge loven pligt til at underrette ejeren eller politiet inden for et døgn. Du har desuden pligt til at fodre og give dyret vand, indtil det finder tilbage til sin retmæssige ejer eller ordensmagten.
Kan en hunds ejer straffes?
At du ikke længere kan skyde uønskede dyr på din grund, betyder ikke, at dyrets ejer slipper uden sanktioner. Det kan nemlig straffes med bøde, hvis kæledyret er til væsentlig gene for naboer eller andre.
Væsentlig gene defineres ved, at dyret er aggressivt, trænger ind i dit hus eller på anden vis skader din ejendom.
Kan du kræve erstatning, hvis hunden ødelægger noget på din grund?
Hundens ejer er erstatningspligtig, hvis hunden fx nedtræder eller fortærer afgrøder, beplantning eller bevoksninger på din grund. Det samme gælder, hvis hunden ødelægger hegn eller på anden vis hærger din ejendom.
I Danmark er der lovkrav om, at hundens besidder skal sørge for, at hunden er ansvarsforsikret. Volder hunden skade på din ejendom, bør du gøre dit krav gældende over for forsikringsselskabet, som skal udbetale erstatningen.
Er hunden ikke lovpligtigt forsikret, eller kan hundens besidder ikke findes, kan du stadig rejse krav om erstatning. Forsikringsselskaberne har grundlagt en forening kaldet FAH (Foreningen af forsikringsselskaber til overtagelse af lovpligtig ansvarsforsikring af hunde), der kan skride ind og tildele erstatning i sager, hvor hunden fx stikker af efter episoden. Du skal være opmærksom på, at FAH stiller skærpede beviskrav, når du kræver erstatning for skader forvoldt af en hund, der er stukket af.
Erstatning for skader fra naboens dyr
Det er vigtigt, at du hurtigst muligt dokumenterer skaderne og anmelder forholdet til politiet, ligesom du skal sikre kontaktoplysninger på alle, der har overværet hærværket.
Du har i øvrigt også krav på erstatning, hvis hunden – eller et andet husdyr – forvolder skade på dine egne husdyr. Erstatningspligten gælder derimod ikke ved bedækning eller smitte.
At finde ud af, hvad du præcist kan kræve erstatning for, og hvor meget, kan være en kompliceret og uoverskuelig affære, og det kan derfor ofte betale sig at søge advokatbistand, så du får den erstatning, du har krav på.
Derfor blev Hundeloven og Mark- og Vejfredsloven ændret
- Ifølge Dyrenes Beskyttelse var der en række tilfælde, hvor hunde og katte blev skudt på naboens grund.
- Det mest kendte eksempel er fra marts 2012, hvor den 10-årige labrador Balder blev skudt af en genbo. Genboen var træt af, at Balder ofte løb ind på hans grund, hvor han selv havde hjorte, kaniner og hunde. Genboen havde flere ganget advaret Baldes ejere om, at konsekvensen ville være, at Balder blev skudt.
- Dyrenes Beskyttelse havde længe kæmpet for at ændre den gamle Mark- og vejfredslov fra 1872, og det var formentlig Balder-sagen, der fik stor omtale i medierne, der fik lovændringen igennem.