Vægge i badeværelser

Væggene i et badeværelse bliver påvirket af vand. Derfor stiller bygningsreglementet krav til, hvordan væggene skal opbygges, og hvilken overflade de skal have.

Der er i BR18 opstillet 6 punkter, som skal overholdes – såkaldt funktionsbaserede krav. Ifølge bygningsreglementet skal vådrum, dvs. baderum samt bryggers, wc og rum med gulvafløb, opfylde forskellige krav, så de kan modstå vandpåvirkninger.

Bygningsreglementet henviser til SBi-anvisning 252, der beskriver, hvordan vægge og gulve, samlinger og rørgennemføringer helt praktisk kan udføres, så de opfylder kravene i bygningsreglementet.

Anvisningen forklarer, hvordan vægge i større baderum opdeles i vådzone og fugtig zone. Den våde zone er den del af badeværelset, der jævnligt udsættes for direkte vandpåvirkning, mens den fugtige zone er resten af badeværelset. I mindre badeværelser er alle vægge vådzone, uanset om der er opsat bruseafskærmning eller lignende.

Vådzonen omfatter:

• Hele gulvet.
• De nederste 10 cm af alle vægge.
• Vægge over og omkring badekar 50 cm fra karrets side.
• Vægge i og omkring bruseniche. Er det en bruseniche med faste vægge, er det kun inde i nichen. Er der blot et bruseforhæng, er vådzonen 50 cm på hver side af forhænget.
• Vægge i vådzonen skal være vandtætte fra gulv til loft eller mindst til almindelig loftshøjde (normalt svarende til 2,3 m i enfamiliehus, 2,5 m i etageejendomme).

Alle samlinger mellem vægge og gulve skal være vandtætte.

I små badeværelser er alle vægge vådzone. Et lille badeværelse er, hvor gulvarealet er mindre end 3,25 kvadratmeter, og/eller rum, som er smallere end 1,3 meter. Årsagen er, at i så små rum, er det svært at undgå at sprøjte vand på væggene, og der vil generelt opstå en større fugtpåvirkning af hele rummet. Derved gælder kravet, uanset om der er opsat bruseafskærmning, kabine o.lign. 

I vådrum skelner man mellem forskellige belastningsklasser, hvilket betyder, at der stilles forskellige krav til konstruktion og overflader .

• Klasse L= lav belastningsklasse. Få daglige bade i et rum, hvor der er god ventilation. Typisk i enfamiliehuse og sommerhuse.
• Klasse N=Normal belastningsklasse. Flere længere bade og mangelfuld ventilation. Oftest i etageejendomme og lignede.
• Klasse H= Høj belastningsklasse. Storkøkkener eller produktionslokaler med daglig rengøring med højtryksspuling.

Den del, som ikke er vådzone, kaldes fugtzonen, og der er også skærpede krav i forhold til almindelige vægge. Der må kun anvendes materialer til opbygning af væggene, som kan tåle vand - eksempelvis vådrumsgips eller kalciumsilikatplader, ligesom der er krav til vandtætning og overflader. 

Vægge i vådrum skal i højere grad være sikret mod deformationer og revnedannelser end vægge i tørre rum, hvilket stiller krav til opbygningen bag beklædningen.

2. Hvis væggene er opbygget af fx skeletvægge med pladebeklædning, skal væggene have en vandtæt beklædning som fx et MK-godkendt system med membran (vådrumssikring) eller en vådrums pvc-belægning (vinyl). MK-godkendelsen er en frivillig dansk ordning. MK-godkendelsen forholder sig de til krav, der findes i bygningsreglementet og alment teknisk fælleseje, og dokumenterer, at produktet må anvendes i overensstemmelse med disse.

Man kan ikke vælge en, hvilken som helst pladebeklædning. Pladerne skal være godkendte til vandpåvirkning. Det kan fx være 2 lag vådrumsgips eller kalciumsilikatplader. 

Hvis man vil være sikker på, hvilke kombinationer af vægtyper og vandtætningssystemer, der kan benyttes ved forskellige belastningsklasser - både når det gælder vådzonen og fugtig zone - kan man se i SBI-anvisning 252 'Vådrum'.

3.  Vandtæt beklædning, fx et vandtæt flisesystem. Man skal give væggene en vandtæt membran. Det kan fx være en gummi- eller plastfolie, der fås i ruller (banevarer), eller det kan være en flydende gummimasse (vådrumsmembran), som smøres eller rulles på, og derefter hærder til et vandtæt lag.

Membranen er den egentlige vandbeskyttelse/vandtæthed. Væggen skal afsluttes med en overflade som beskytter, vandtætningsmembranen mod overlast. 

Godkendte materialer

Vandtætheden i et badeværelse afhænger ikke kun af de store flader. Der er også krav til, at alle fuger og samlinger mellem gulv og vægge, i hjørner, ved gulvafløb er sikrede. Alle rørgennemføringer skal også være vandtætte.

Vandtætningsprodukter hænger sammen i "systemer", hvor forskellige produkter skal anvendes trinvis efter hinanden for at opnå vandtæthed. I vådzonen skal et flisesystem fx være egnet til brug på det aktuelle underlag, og systemet skal indeholde en vandtæt membran.

Primer, membran, fliseklæber, fugemørtel osv. skal alle være en del af det samme system. Du må fx ikke bruge den flydende gummimembran fra ét system og en fliseklæber fra et andet system, hvis producentens garanti skal opretholdes.

Hvis materialerne har en MK-godkendelse til baderum, ved du, at de lever op til bygningsreglementet. MK-godkendelserne er dog en frivillig ordning. 

Hvilke materialer og overflader må du bruge til tunge vægge?

I den våde zone er der et begrænset antal kombinationer, som opfylder bygningsreglementets krav.
Er dine vægge lavet af mursten, beton eller letbeton, kan du undvære vådrumsmembranen og nøjes med fliser. Man skal være opmærksom på, at fliser og lim skal være godkendt til vådrum. Tunge vægge af tegl og letbeton kan dog ophobe fugt og transportere det til tilstødende rum, hvorfor det anbefales at anvende et vandtætningssystem. Det er også muligt kun at nøjes med en malerbehandling i belastningsklasse L, men det bør undgås på grund af det store behov for vedligehold.

I den fugtige zone kan der anvendes de fleste typer overflader – blot de er vandafvisende. Det kan være fliser (med eller uden vandtætningssystem), malerbehandling samt PVC.

Almindelige gipsplader indeholder organisk materiale, er modtagelige for fugt og kan smuldre og må ikke bruges i vådrum.

I vådzonen skal du enten bruge en MK-godkendt vandtæt flisebeklædning med membran eller en pvc-beklædning til overfladen uden på gipspladerne.

Krydsfinér og spånplade

Du må generelt ikke bruge krydsfinér- og spånplader i den våde zone. Dog med undtagelse i visse tilfælde i enfamilie- og sommerhuse - men kun hvis de bliver beklædt med godkendt, vandtæt pvc-beklædning eller vådrumsvinyl.

Krav til opbygning af lette vægge

• Maximum afstand på 450 mm fra midt stolpe til midt stolpe (ex. ved 2 lag 12,5 mm plader). Max. 300 mm mellem stolper, ved anvendelse af 15 mm plade.
• Krav til stolpedimensioner: Hvis det er træstolper, skal dimensionen være mindst 45 x 70 mm. Benyttes stålskelet, skal stålprofilerne være mindst 70 mm.
• Krav til fastgørelse ved vådrumsgips: Det skal være rustfrie eller forzinkede skruer, og afstanden mellem skruerne må maks. Være 200 mm langs kanterne af pladen og maks. 300 mm i mellemunderstøtningerne. Der skal skrues i alle stolper.
• Krav til ekstra underlag, hvor der skal monteres sanitet. Det kan fx være særlige montagestel.
• Krav til pladetykkelse og antal plader til beklædningen.

Kravene til pladerne varierer afhængigt af, hvilken pladetype du anvender. Pladetyperne er:

• Vådrumsgips (to lag)
• Fibergipsplader – bestående af gips og papirfibre (et lag med pladetykkelse på 15 mm eller to plader med hver sin pladetykkelse på 12,5 mm)
• Kalciumsilikatplader (12 mm)
• Krydsfiner eller spånplader (kan kun anvendes som underlag for pvc, hvor krydsfiner skal have en pladetykkelse på mindst 12 mm og spånplader mindst 16 mm)
• Bræddebeklædning på skeletvægge i vådrum må kun benyttes i den fugtige zone.

Du kan finde et skema over kravene til pladetykkelse, stolpeafstande og skrueafstande i SBI-anvisning 252 'Vådrum' samt på de enkelte leverandørers hjemmesider.

Gamle vægge - ikke egnede til vådrum

Gamle vægge af brædder, bindingsværk og lignende er ikke egnede som vådrumsvægge. Hvis væggen er sund og stabil, kan du bygge en forsatsvæg udenpå, fx en gipspladevæg på lægter med vådrumsgips. Men vær opmærksom på risiko for fugtskader, hvis det er en ydervæg, og at der ikke må være to vandtætte lag i konstruktionen (fx en dampspærre og en vådrumssikring).

Skærmvægge

Skærmvægge kan bruges til at adskille brusenichen fra resten af badeværelset eller til at opdele badeværelset i sektioner, så fx toilettet får sin egen bås. Du kan anvende de samme materialer som til de andre vægge i badeværelset, men du kan også bruge glasbyggesten, hærdet glas eller vandtætte plader.

Glasbyggesten

En skærmvæg kan fx bygges af glasbyggesten. De er normalt ca. 20 x 20 cm og 8 cm tykke. Glasbyggesten fås med og uden mønster og i en lang række farver. De mures op ved hjælp af en speciel lim og fuges derefter på samme måde som fliser. Normalt afsluttes kanterne med en rustfri stålprofil.

Hærdet glas

Skærmvægge med og uden døre kan købes færdige eller specialfremstilles og er normalt i hærdet sikkerhedsglas. Hærdet glas er stærkere end almindeligt glas.

Glasvægge kan være af klart eller matteret glas. Nogle glastyper har belægninger, så de er lette at holde fri for kalkbelægninger. Fritstående glasvægge bør have rundede eller afslebne kanter af hensyn til sikkerheden.

Hvilken overflade skal du vælge til væggene i badeværelset?

I den våde zone kan du normalt vælge mellem fliser og vinylbeklædning. I den fugtige zone kan du - hvis væggen er bygget af tegl/beton under visse betingelser nøjes med et flisesystem uden membran eller vandafvisende malerbehandling.

Fliser

Fliser – både keramiske og natursten - har en høj slidstyrke. Især de glaserede fliser er lette at holde og gøre rene, da deres lukkede overflade både afviser vand og skidt. Fugerne kan dog tage imod snavs. 

Vægfliser findes i alle størrelser og fås i alle kvaliteter og tykkelser. Små fliser, der er mindre end 5 x 5 cm, kaldes mosaikfliser. De er bl.a. velegnede til at beklæde buede overflader. I øvrigt er fliser til vægge normalt tyndere end fliser beregnet til gulve.

Fliser af natursten kan være lavet af:

• Granit er meget hårdt og slidstærkt og tåler afkalkningsmidler. Fås både matslebet og poleret,
• Marmor tåler ikke afkalkningsmidler eller andre former for syre, da hovedbestanddelen er kalk. Marmor kan behandles med voks eller andre midler for at gøre det mindre modtageligt for fugt og fedtstoffer. Ubehandlet marmor suger nemt vand og snavs.
• Skifer er med sin lagdelte og ret åbne struktur knap så egnet i badeværelset, men også den kan forsegles. Ubehandlet skifer er modtagelig over for olie og farver, men ikke så modtagelig som fx marmor. 
• Kunstprodukter. Det findes kunstprodukter, der er fremstillet af naturmateriale, som er findelt og så samlet med et kunstprodukt. Det kan ligne natursten, men det kan have forskellig overflade med forskellige overfladebehandling, og derfor med forskellige egenskaber der gør produktet egnet i badeværelser.