Guide: Få et godt indeklima på børneværelset
Træk musen rundt på værelset og få gode råd ved at klikke på de små billeder.
Må vi vise dig en interaktiv grafik?
Her plejer at ligge en interaktiv grafik. Vi kan desværre ikke vise dig elementet, på grund af dine cookie-indstillinger.
Se listen over 10 ting, der skader indeklimaet på børneværelset eller på andre værelser i boligen.
1. Lukket dør om natten
Når vi sover på et værelse med lukket dør, stiger CO2-niveauet, partiklerne hober sig op, og luftfugtigheden stiger. Det gælder indeklimaet i alle de værelser, hvor vi sover. Lad døren til værelset stå åben om natten, også selvom I har et ventilationssystem i boligen. Står døren på klem, bør den være mindst 20 cm åben. En åben dør om natten sikrer, at luften på børneværelset bliver blandet med luft fra resten af boligen.
2. Dårlig luft
Luften i børneværelset bliver dårlig, hvis du ikke lufter ud. Luft ud 2-3 gange om dagen på børneværelset i 5-10 minutter med gennemtræk, så den dårlige luft skiftes ud med ny, frisk luft.
3. Støv fra dyne og pude
Støv hvirvles op og rundt i værelset, hver gang barnet eller forældrene rører ved pude og dyne. Vask sengetøjet ca. hver 14. dag ved minimum 60 grader, og ryst dagligt dyne og pude grundigt ud af vinduet i den friske luft.
4. Støv i gulvtæppet
Gulvtæpper hygger og dæmper støj på børneværelset, men de er ikke særlig indeklimavenlige. Bank derfor gulvtæppet jævnligt, støvsug det – eller bedre endnu fjern det helt, hvis det er muligt.
5. Beskidt gulv
Børn opholder sig og leger typisk direkte på gulvet. Derfor er det også vigtigt, at der dels bliver støvsuget ofte, dels er til at komme til – for jo lettere og hurtigere et rum er at støvsuge, jo lettere er det at få det gjort.
6. Tændt elektronik
Elektroniske apparater afgiver gasser, når de opvarmes, bliver opladt eller står på standby. Og kemikalierne, som elektronikken afgiver, trækker vi ned i lungerne, når vi sover. Sluk derfor helt for elektronikken i børneværelset, når det ikke bliver brugt.
Derudover kan støv samle sig i apparaterne, som dermed kan binde kemikalierne dertil. Fjern derfor støvet fra elektronik jævnligt.
7. Maling til børneværelset
Maling afgasser meget, og konserveringsstofferne i malingen giver flere og flere tilfælde af allergi. Vær derfor påpasselig med, hvilken maling du anvender i børneværelset. Køb evt. svanemærket maling.
Lad ikke børn sove og opholde sig i længere tid i nymalede værelser. Luft godt ud gennem længere tid, når et værelse er blevet malet.
8. Støv i reolen
Støv og andet skidt ophobes ofte bagest i reolen. Tag derfor alt legetøj ud fra reolen en gang imellem, så du kan støve godt af og gøre grundigt rent.
9. Nyt tøj
Skadelige stoffer fra tøj kan også sprede sig. Tøj kan bl.a. indeholde farvestoffer, optisk hvidt, ftalater (tryk på tøjet) og imprægneringsmidler. Vask tøjet inden brug, så evt. skadelige stoffer skylles ud, eller vælg tøj, der er mærket med ’Tiltro til tekstiler’, hvor der er sat grænser for, hvor mange kemiske stoffer der må være i tøjet.
Læs mere om ’Tiltro til tekstiler’ mærket her
10. Afgasning fra nye møbler og legetøj
Nye møbler som seng, stol og skrivebord afgiver skadelige, kemiske gasser. Lad derfor møblerne afgasse udenfor, fx i en garage, hvis det er muligt, eller i et andet rum indenfor, som ikke bruges så meget. Luft grundigt ud, når møblerne er placeret i børneværelset.
Helt nyt legetøj kan afgasse kemikalier, så sørg for at vaske nyt legetøj, bamser m.m. inden brug, hvis det overhovedet er muligt. Lad det også gerne afgasse i frisk luft.
Vær også opmærksom på eventuelle ftalater i ældre søskendes legetøj. Kig evt. efter legetøj, der er Svanemærket eller CE-mærket.
Video: Gode råd til indeklima på børneværelset
Tue Patursson, fagekspert i Videncentret Bolius, guider til sund luft for børnene på værelset.
5 gode råd til et bedre indeklima på børneværelset
- Luft ud flere gange dagligt i 10 minutter med gennemtræk. Eksempelvis morgen, eftermiddag og aften.
- Indret børneværelset rengøringsvenligt. Hvis du ikke kan komme til med støvsuger og rengøringsklud, bliver der heller ikke gjort rent.
- Anvend få og gerne sundhedsmærkede rengøringsmidler. Vi elsker duften af rengøringsmiddel, men faktisk er duften et sikkert tegn på, at der er kemi i luften.
- Gør hovedrent 2 gange om året. Støvdepoter, der hober sig op, er dårligt for indeklimaet.
- Lad vinduernes friskluftventiler stå åbne året rundt, hvis de findes, og brug husets aftrækskanaler.